Hittitterne var et indoeuropæisktalende folk i Lilleasien, kendt fra ca. 1700 f.v.t. i det område, der indkredses af floden Halys (nu Kizil). Fra ca. 1450-1200 f.v.t. er der tale om et egentligt hittittisk rige, der breder sig over hele det centrale Lilleasien og en del af Syrien. Efter rigets undergang findes hittittiske småstater i Lilleasien indtil ca. 700 f.v.t. Den hittittiske religion består af mange lokalkulte, men med rigsdannelsen opstod en overordnet statskult, hvor kongen og dronningen havde ypperstepræstelige funktioner. Kongen foretog hver vinter en rundrejse til rigets forskellige templer og kultsteder for at fejre vigtige kultfester.
I statskulten optoges også fremmede, især sumeriske og babylonsk-assyriske guder, og antallet af guder var meget stort. Vi kender dem og deres ritualer først og fremmest gennem et stort antal kileskrifttavler, fundet ved udgravninger i Boghazköy, hvor den gamle hittittiske hovedstad lå. På grund af skriftens karakter kender vi ikke altid gudernes navne på hittittisk.
En slags øverste rigsgud var Solgudinden fra Arinna, landets dronning og beskytteren af dets grænser. Hun tænktes at befale over himmel og jord og at hjælpe kongen til sejr. Der fandtes også en mandlig Solgud, der ligesom den babylonske Shamash var rettens og retfærdighedens gud. Men solgudindens mage var Vejrguden, en torden- og stormgud hvis hellige dyr var tyren. Også han tænktes at befale over himmelen og landet og hjælpe det til sejr over fjender. En myte skildrer hans sejr over dragen Illuyankas, og denne myte blev læst op eller muligvis fremført i kultdramatisk form ved purulli-festen, formentlig en forårsfest. Man har heri set en parallel til bl.a. den babylonske nytårsfest. Til purulli-festen knytter man også myten om guden Telepinu, der pludselig forsvinder. Med ham forsvinder også al vækst og frugtbarhed på jorden, og først da guderne finder ham og får ham til på ny at tage bolig i sit tempel, kan livet gå videre. Herved understreges betydningen af gudens kultiske nærvær. I forskningen har man tolket denne myte i lyset af en stadigt mere tvivlsom kategori af døende og genopstående vegetationsguder, og netop derfor har man villet knytte den til en forårsfest. Men myten er overleveret med en besværgelse mod misvækst, og Telepinu dør ikke; det er da i grunden rent gætteri at forbinde myten med vegetationens årscyklus eller med død og opstandelse.
Om de talrige lokale og mindre guder ved vi ofte meget lidt; men teksterne vrimler med gudenavne, hvoraf i det mindste ét fortjener at nævnes: Gudinden Kubaba, som vi senere genfinder som den frygiske Kybele, der under navnet Magna Mater, "den store moder", fik et tempel i Rom og dyrkedes i en mysteriereligion.