Hinduistisk fest der falder på fuldmånedagen i måneden Phalgun, dvs. februar/marts. Festen er primært tilegnet guden Krishna og hans forførende og regelbrydende leg (lila) med hyrdinderne, de såkaldte gopier, som det beskrives i de skrifter, der kaldes puranaerne. Festen er også til minde om den tro tilbeder af Vishnu kaldet Prahlad. Den er børnenes yndlingsfest, da den er fuld af morskab og drilleri.

Under Holi må almindelige regler brydes, hvilket bl.a. vises ved, at det er tilladt at sprøjte med farvet vand eller kaste med farvet pulver på hinanden. Desuden tændes der bål, som man enten springer over eller ofrer mønter i, da det vil bringe held og lykke i fremtiden. Denne bålceremoni bygger på historien om Prahlad, der nægtede at tilbede sin fader, som var dæmonkonge (Hiranyakashipu). I stedet tilbad han guden Vishnu. Dæmonkongen blev rasende og besluttede sig for at dræbe Prahlad med hjælp fra sin søster Holika - deraf navnet på festen. Holika fik lokket Prahlad op på et bål, som dæmonkongens soldater satte ild til. Da flammerne begyndte at slikke op ad Prahlad, råbte han på Vishnu. Denne beskyttede ham mod flammerne, som i stedet greb Holika og brændte hende op.