I de skandinaviske lande betegnelse for hovedgudstjenesten på søn- og helligdage. I folkekirken som regel med nadver.
Folkekirkens gudstjenesteritual er struktureret omkring prædikenen som det centrale. Prædikenen fremtræder som gudstjenestens mest subjektive indslag, idet præsten her (ganske vist bundet til en bestemt tekst) præsenterer sin teologiske udlægning af evangeliet. Uden om prædikenen udfolder liturgien sig i for- og eftermessen på det mytologiske niveau, idet der her i læsninger, bønner, bekendelser, velsignelser og salmer fremføres udsagn, der kan siges at udfolde den objektive fælles formulering af den kristne tro. Endelig føjes hertil de rituelle elementer (først og fremmest dåb og nadver), hvor der ikke tales men handles, hvor gudstjenestens indhold formidles substantielt, udtrykkes kropsligt.
Gudstjenesten i denne udformning afspejler en spænding eller dobbelthed i den protestantiske kristendomsopfattelse. I prædikenen fremtræder kristendommen som lære, "filosofi" eller livsanskuelse. Man går i kirke for at høre pastor NN prædike. I den øvrige del af gudstjenesten, først og fremmest i de rituelle handlinger, fremtræder kristendommen i højere grad som kult, religion. Man går i kirke for at være en del af det rituelle drama, for at tilbede Gud og modtage hans velsignelse.