Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

idéhistorie

Videnskabelig disciplin der beskæftiger sig med ideer og åndelige og ideologiske strømninger, som disse forefindes og kommer til udtryk inden for et samfund eller en kultur, fx i kulturens eller samfundets digtning, videnskab, religion og institutioner. I 1967 blev der ved Aarhus Universitet oprettet Institut for Idéhistorie.

Idéhistoriens grundlæggende forudsætning er den antagelse, at en kultur eller periode kan afgrænses, og at de forskellige ytringsformer, som findes i en kultur eller periode, kan forklares ud fra nogle grundlæggende ens strukturer. Disse strukturer, som er forskellige fra periode til periode, fra kultur til kultur, genererer de forskellige udtryksformer, som kan studeres, og dermed kan opnås en viden om ideers udvikling, forandring og møde med andre ideer