Samlebetegnelse for erkendelsesteoretiske og metafysiske opfattelser, der anser virkeligheden for i sit inderste væsen at være af åndelig natur. Idealismen hævder, at virkelighedserkendelsen ikke kan bygge på sansningen, eftersom virkeligheden ikke er en objektiv realitet, men et produkt af den menneskelige bevidstheds aktivitet.

Allerede Platon hævdede, at den materielle virkelighed blot er et ufuldkomment skyggebillede af den egentlige virkelighed, de evige og uforanderlige ideer, som vi kun kan begribe i kraft af tænkningen.

I sammenhæng med etikken fører idealismen til den opfattelse, at menneskets mulighed for at handle godt beror på eksistensen af absolut gyldige værdier (ideer), som mennesket skal stræbe efter at erkende. Hos Platon er overbevisningen da, at erkendelsen af det godes idé uvilkårligt vil føre til den gode handling, således at den, der kender det gode, også gør det gode.