Studiet af billeder. I religionsforskningen er ikonografi dels studiet af enkelte religiøse motivers fremstilling i billeder, dels studiet af religiøse billeder i almindelighed. Denne almene ikonografi søger analytisk at tolke billeder med henblik på deres religiøse indhold og funktion.
Analyse og tolkning af billeder inddeles efter kunsthistorikeren E. Panofsky (1892-1968) i tre niveauer, der kan tillempes religionsstudiet således:
1. Det præ-ikonografiske niveau: Her beskrives billedet uden at identificere dets motiver nøjere, end enhver kan gøre ud fra almindelig erfaring. Fx: Billedet viser en grottelignende åbning, der opfylder det meste af billedfladen. Inden i åbningen er der rødt; dens omgivelser er holdt i grumset gul og sort. Fra åbningens bund og øverste del rager hvide, spidse tingester frem, formentlig tænder, således at åbningen må være en mund, at dømme efter omgivelsernes farve munden på en slange el. lign. I åbningen ses to nøgne mennesker, en kvinde og en mand.
2. Først på det ikonografiske niveau kan vi identificere motivet som Adam og Eva i Helvedes gab. Det kan vi ud fra kendskab til tidens motivverden og billedkonventioner. Herfra ved vi også, at dette motiv ofte modstilles fx et billede af Marias bebudelse, således at arvesynden og Kristi inkarnation kontrasteres.
3. Egentlig tolkning af billedets indhold og udsagn. På dette niveau udnyttes de sammenlignende religionsstudiers indsigt i religiøse tankegange til en samlet karakteristik af billedets specifikke udsagn i dets brugskontekst og i dets historiske sammenhæng.
De tre niveauer er ikke tænkt som en disposition for enhver skriftlig analyse af et billede, men som en hjælp til større opmærksomhed om det analytiske arbejde. Navnlig er det vigtigt at gennemføre en grundig præ-ikonografisk analyse, for ved en alt for hastig identifikation af konventionelle motiver kan man overse detaljer og træk, der får stor betydning for den egentlige, specifikke tolkning
HINDUISME: Den såkaldte bhaktihinduisme, hvor man i tilbedelsen udviser en kærlig hengivenhed overfor sin yndlingsguddom, har haft stor indflydelse på den billedrigdom, man finder i den hinduistiske folkereligion i dag. Templerne er fyldt med gudestatuetter, der ikke blot anses for en repræsentation af guddommen eller det guddommelige, men som en manifestation af samme. Det betyder, at de vaskes, klædes på og får mad hver dag. Også i hjemmene, i busserne, på kontoret o.l. hænger gudebillederne, hvor de om morgenen tilbedes for at sikre deres beskyttelse og gunst for dagen, der kommer, og om aftenen takkes for dagen, der er gået.
JEHOVAS VIDNER: Bevægelsens blade ("Vågn Op!" og "Vagttårnet") anvender en særlig type af billeder, som på forskellig vis illustrerer centrale religiøse forestillinger. Billederne er farvelagte hypernaturalistiske tegninger, der i et klart symbolsprog præsenterer verden, som den er, og verden, som den burde være, og som dermed illustrerer den stræben, som det enkelte Jehovas Vidne må lægge sig på sinde. Billederne illustrerer de opbyggelige tekster, som bladene indeholder, og er et supplement til teksterne, idet de i deres udmalende, lettilgængelige billedsprog taler til følelserne