På hindi Bharat efter en af de (indoeuropæiske) stammer, der først slog sig ned i landet. Sekulær republik i Sydasien der fik sin selvstændighed i 1947, men først blev udråbt til republik i 1950, hvor landet fik sin endelige forfatning. Indien er med sine 913,2 mio. indbyggere (1996) det land i verden, der har den næststørste befolkning. To af verdensreligionerne, buddhisme og hinduisme, er opstået i Indien, ligesom jain- og sikhreligionen er det. I dag er omkring 82% hinduer (687,6 mio.), 12,1% muslimer (101,6 mio.), 2,34% kristne (19,6 mio.), 1,94% sikher (16,3 mio.), 0,76% buddhister (6,4 mio.) og 0,4% jainister (3,4 mio.). Desuden findes der stammereligioner, samt en stor gruppe af parsere der udspringer fra zarathustrismen og dens lære. De udgør tilsammen ca. 0,46% (4,2 mio.).

At Indien, der består af i alt 25 stater og syv unionsterritorier, er en sekulær stat, betyder ikke, at religion ingen betydning har i landet. Tværtimod giver det religionsfrihed til befolkningen, hvilket også forfatningen af 26. januar 1950 understreger: "Vi, Indiens folk, har højtideligt besluttet at konstituere Indien som en suveræn (social og sekular tilføjet ved forfatningsændring 13/11-1976) demokratisk republik, og at sikre følgende for hele landets befolkning: Frihed i tanke, udtryk, tro og tilbedelse; Lighed i status og muligheder. Desuden ønsker vi at fremme broderskabet blandt hele befolkningen, at sikre den enkeltes værdighed og nationens enhed." (Frit oversat af MQF). Religionens betydning kommer også til udtryk i Indiens flag, der fik den udformning, som vi ser i dag, i 1947, hvor en spinderok blev erstattet med en chakra, dvs. et hjul, også kaldet Ashokas hjul, der både er symbol på et herskerhjul og på lærens hjul (dharma), og som har symbolsk betydning inden for både buddhisme og hinduisme. Flaget består desuden af tre horisontale striber med farverne safrangul, hvid, grøn: Safran står for mod, men har også religiøs betydning i både buddhisme, hinduisme og sikhreligion, hvor farven antyder hellighed, ophøjethed. Hvid står for renhed, sandhed og fred, en vigtig symbolsk farve inden for stort set alle religionerne. Grøn symboliserer frugtbarhed, troskab og håb.

SPROGET: Det officielle sprog er hindi, men derudover findes der mere end 200 forskellige sprog, hvoraf mange er skriftløse. Den mest udbredte sprogstamme er den indoariske, som ca. 3/4 af sprogene tager udgangspunkt i - heriblandt hindi. Derefter kommer den dravidiske sprogstamme, som danner grundlag for næsten 1/4 af sprogene. De dravidiske sprog tales overvejende i Sydindien. Ud over disse kan nævnes de austroasiatiske, tibetoburmesiske og andamanske sprogstammer, der dog ikke fylder meget på det sproglige landkort.

BEFOLKNINGEN: Fordelingen mellem bybefolkning og landbefolkning er 25% til 75%. Det betyder, at lokaltraditionerne trives i mere eller mindre isolerede samfund rundt omkring i landet. Hver landsby har sine lokale skytsguder og specifikke traditioner. Mere end 12 mio. indere bor i dag uden for Indien, men de føler en tæt tilknytning til landet, og de er med til at påvirke lokaltraditionen, når de kommer på besøg.

HISTORIE: Indiens historie er meget svær at beskrive landsdækkende, da landets forskellige områder har deres helt egen, særprægede lokalhistorie med egne statsdannelser, herskere og udefra kommende religiøse, politiske og kulturelle påvirkninger, som har haft og har indflydelse på befolkningens selvforståelse det pågældende sted. Dog kan der peges på nogle hovedbegivenheder, som må siges at have haft overordnet betydning for landet set ud fra en religionshistorisk synsvinkel.

RELIGIONSHISTORISKE HOVEDBEGIVENHEDER I INDIEN FREM TIL MODERNE TID

Omkring 2000-1500 f.v.t.: Indvandring af et indoeuropæisk folk, arierne, i det nordlige Indien, hvor de undertvang eller borttvang den derboende befolkning.

1500-800 f.v.t.: Helligskrifterne de fire vedaer, som beskriver arierens religion, opstår. Vedaerne er udgangspunktet for de religioner, der senere uddifferentierede sig i Indien, hvad enten de brugte dem som autoritative, som hinduismen, eller tog afstand fra dem, som det er tilfældet med buddhisme og jainreligion.

800-400 f.v.t. De mere filosofiske og metafysisk prægede helligskrifter upanishaderne fremkommer og viser en tendens til individualisering af religionen, som den bl.a. kommer til udtryk i buddhisme og jainreligion, der opstår som selvstændige trossystemer i denne periode. Desuden introduceres begreber som samsara og karma, der findes i alle de indiske religioner, i upanishaderne samt en frelsesforståelse, der hævede sig over enhver forestilling om dennesidig lykke.

200-tallet f.v.t.: Kong Ashoka, Mauryadynastiets hersker, var den første, der underlagde sig det meste af dét Indien, vi kender i dag, dog pånær den sydligste del. Han omvendte sig til buddhismen, som han udbredte til det meste af landet. Generelt var han meget tolerant og plæderede for religionsfrihed. Han efterlod flere indskrifter, der giver et godt billede af religionen dengang.

300-500 e.v.t.: Guptadynastiet opstod i det nordlige Indien, som det stort set beherskede i denne periode ved hinduistiske konge- og fyrstedømmer. Denne periode er blevet karakteriseret som en kulturel og religiøs blomstringsperiode, hvor fyrsterne bl.a. støttede bygningen af religiøse institutioner og templer. Det er også i slutningen af denne periode, at den såkaldte hinduistiske bhaktireligiøsitet opstod i Sydindien, hvor man har et forhold præget af hengivelse til sin udvalgte guddom, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en inderlighed i kulten.

1200-1500 e.v.t.: Selvom der havde været arabiske erobringer i Indien fra 700-tallet, var det først i år 1206, hvor Delhisultanatet blev oprettet, at islam fik egentlig indflydelse i Indien. Fra dette tidspunkt og flere århundreder frem var Nordindien under muslimsk herredømme, skønt de politiske forhold hele tiden vekslede. I perioder var det muslimske rige opdelt i små, selvstændige stater, på andre tider var det samlet. Og i perioder strakte det muslimske herredømme sig ned i det centrale og sydlige Indien, dog uden varigt at kunne bide sig fast dér. De første, ikke altid frivillige, konverteringer til islam fandt sted i denne periode, selvom produktet snarere blev en form for blandingskultur med både muslimske og indiske elementer til stede. Der blev bygget moskeer, gravmæler, og der skete ikke mindst udveksling af arkitektur, kunst, musik og af kulturelle træk såsom kønsrollemønstre o.l. Denne tid var præget af flere sammenstød muslimer og hinduer imellem.

1500-1800 e.v.t.: Mogulriget, et nyt islamisk storrige, blev grundlagt. Det begyndte med Babur fra Afghanistan og senere med sønnesønnen Akbar, der begge ønskede en fredelig sammensmeltning eller harmonisering imellem islam og hinduisme. Men allerede under Aurangzeb (1658-1707) vendte alt tilbage til ufredelige tilstande. I slutningen af 1600-tallet og i hele 1700-tallet skete der en kraftig hinduistisk, politisk frigørelse. Denne hinduistiske modbølge blev ledet af de såkaldte Marathaer (fra staten Maharasthra), der også senere blev englændernes hovedfjender. Trods den fjendtlige stemning i slutningen af perioden fandt der dog stadig en gensidig påvirkning sted. Fx blev flere muslimer inspireret af hinduismens bhaktibevægelser, ligesom man i dag finder mange islamiske træk i den nordlige hinduisme. Desuden opstod sikhreligionen i begyndelsen af denne periode, hvor religionens grundlægger Guru Nanak (1469-1539) hentede træk fra begge religioner. Det var også i denne periode, at de første europæiske handelskompagnier etablerede sig langs kysten, bl.a. den danske handelsstation Trankebar. Det var dog først i 1700-tallet, at de begyndte at blande sig i Indiens interne affærer, og en kristen mission for alvor tager form.

1800-1950: Den epoke er præget af, at Indien bliver britisk kronkoloni år 1858 og derefter er under britisk herredømme frem til landets uafhængighed i 1947. Nationalistbevægelser såsom Arya Samaj og Brahma Samaj opstår, og i slutningen af 1800-tallet vokser kravet om selvstændighed. 1900-tallet er præget af disse frigørelsestendenser. Og med Gandhi i spidsen lykkes det, dog ikke uden sværdslag religionerne imellem, hvilket bl.a. fører til, at Pakistan bliver oprettet som selvstændig muslimsk stat i 1947. Gandhi bliver myrdet i 1948 og når ikke at opleve selve konstitueringen af Indien som republik i 1950.

Slutningen af 1900-tallet e.v.t.: Mange interne religionskampe finder sted, ikke mindst i den nordvestlige delstat Punjab, hvor sikherne kæmper for en selvstændig stat, samt i Kashmir, hvor flertallet af muslimer ønsker staten frigjort fra Indien. Kinas invasion af Tibet har medført, at der findes en stor gruppe af tibetanske buddhister, der lever i eksil i den nordlige delstat Himachal Pradesh. I 1984 bliver Indiens statsminister Indira Gandhi myrdet af sine sikkerhedsvagter, der er sikher. Og i 1993 bliver en moske i byen Ayodhya stormet og ødelagt af militante hinduer, der mener, at moskeen ligger på et gammelt hindutempel, der markerer guden Ramas fødested.

RELIGIONERNE I DAG

Hinduisme: Omkring 82% af den indiske befolkning er hinduer. De fordeler sig over det meste af landet. Der er dog stor forskel på den hinduistiske praksis i landet, da lokalkulte er præget af lokalområdets egen historie. Fælles for alle hinduer er dog en vedkendelse af vedaerne som autoritativt helligskrift. Her bliver kastesystemet eller bedre stændersystemet, kaldet varnaerne, introduceret. Et system der har påvirket og stadig påvirker det indiske samfund i dag, selvom enhver diskriminering i forbindelse hermed er gjort ulovlig ved lov.

Islam: Muslimerne i landet er stort set alle sunni-muslimer. Med et antal på i alt 101,6 mio. har Indien en af de største muslimske koncentrationer i verden. Der findes muslimer i det meste af landet, koncentreret i områder eller bydele hvor deres moskeer ligger.

Kristendom: Der findes både katolske, anglikanske og protestantiske kristne i Indien i dag. De fleste kristne grupper finder man langs vestkysten, hvor de fleste europæiske handelsstationer lå, og hvorfra en kristen mission fandt sted. Desuden findes flere kristent prægede områder de steder, hvor briterne slog sig ned. Kendetegnede for kristendommen i Indien er, at flere elementer fra hinduisme er inkorporeret i gudstjenesten. Ifølge traditionen blev de første indere dog allerede omvendt til kristendommen, langt før den europæiske mission fandt sted. Nemlig af disciplen Thomas, der kom til Indien som udsending lige efter vor tidsregnings begyndelse, og hvis grav også er at finde i det sydlige Indien som et kristent pilgrimssted. De første egentlige beviser på kristen aktivitet i landet finder man i den alexandrinske munk Cosmas Indicopleustes' rejsebeskrivelser fra 500-tallet. Han hævder, at han på sin færd allerede fandt kirker i Malabar i Sydindien og også i Sri Lanka. Også Marco Polo beskrev de sydindiske kirker i sine rejsebeskrivelser fra 1200-tallet. De sydindiske kristne er sandsynligvis opstået i kølvandet af de persiske handelsfolk, som blev fulgt af kristne missionærer fra Persien.

Sikhreligion: Sikhreligionen blev grundlagt i begyndelsen af 1500-tallet af Guru Nanak, der hentede inspiration fra både hinduisme og islam. Sikherne danner flertal i Punjab, hvor de udgør ca. 52% af den samlede befolkning på lidt over 20 mio. indbyggere. Derudover findes der mange sikher i hovedstaden New Delhi, hvor de beklæder mange administrative poster.

Buddhisme: Buddhisme forsvandt stort set fra landet omkring 1200 e.v.t. Den har dog fået sin renæssance i nyere tid, hvor mange kasteløse har omvendt sig til buddhisme, da den som udgangspunkt forkaster det hinduistiske kastesystem. Desuden findes der i dag en stor gruppe af tibetanske buddhister, som siden 1959 har boet i eksil i Dharamsala i delstaten Himachal Pradesh.

Jainreligion: Der findes primært jainister i Nordvestindien og i Sydindien. Jainmunkene præger gadebilledet ved at bære klæde for munden og feje foran sig for ikke at skade noget levende væsen. Jainister beklæder ofte jobs inden for handel og industri.

Stammefolk: En meget blandet gruppe af indere, hvis religion er påvirket af de nære geografiske omgivelser og betingelser, fx lever de som nomader i den ørkenrige stat Rajasthan, mens de andre steder lever isolerede i skove eller i bjergene. Nogle af grupperne er mere eller mindre assimilerede i andre religioner. Således er det svært at beskrive dem under ét. Der er dog flere elementer i hinduisme og i tantrisme, som synes at have deres udspring herfra