En indo-arisk gud og hovedgud i det ældste indiske helligskrift Rigveda fra ca. 1500-800 f.v.t., hvor ca. 1/4 af hymnerne er tildelt ham. Inden for tidlig indisk kosmologi hersker han i midterregionen mellem jord og himmel og anses for at være de andre guders konge. Hans våben er tordenkilen, som han bl.a. bruger i kampen mod kaosslangen Vritra, der holder det livgivende vand indespærret.
Der findes mange forskellige metaforiske beskrivelser af Indra i Rigveda og i de senere brahmana skrifter. Fx beskrives han som Vritra-dræberen (Vritahan), tyren (vrisan), fjende-bekæmperen (dasyu) og somadrikkeren. Det sidste hentyder til, at han henter sin styrke og kraft i kulten, hvor presningen af den euforiserende somadrik er central.
Kendetegnende er det dog, at hans egenskaber altid forbindes med styrke og kraft, noget arierne satte højt. Han var for dem prototypen på en konge og kriger samtidig med, at han var den, der sørgede for, at jorden blev frugtbar ved hvert år at bekæmpe tørken. Dvs. han var grundlaget for de ariske stammers liv, og den der sørgede for, at den herskende samfundsorden blev opretholdt.
Indra forsvinder efterhånden i den senere hinduistiske mytologi, og flere af hans egenskaber overtages i stedet af guden Vishnu. Han nævnes dog både i jainreligionens og buddhismens mytologi, og han er far til Arjuna, som er en af de centrale figurer i helteepos'et Mahabharata fra ca. 400 f.v.t.-400 e.v.t.