Den religion som dyrkedes i Inkariget i de sydamerikanske Andesbjerge ved spaniernes erobring i 1532. Religionen var karakteriseret ved en dyrkelse af kongen som guddommelig og som søn af solguden. En anden vigtig gud var stammens mytiske grundlægger, Viracocha. Også forfædre og døde blev dyrket ved helligsteder, huacaer, ude i naturen, hvor shamaner ved ofre opretholdt naturens cyklus. Den del af religionen, der er knyttet hertil, genfindes i den nuværende Quechuareligion.
Mens guderne normalt blev dyrket ude i naturen ved helligsteder som bjerge, sten o.l., blev den herskende inkas fader, solen, eller dennes søster, månen, dyrket i templer i hovedstaden Cuzco. Som i mange nutidige latinamerikanske religioner opfattedes verden som modsætningsfyldt, opdelt i to (undertiden tre) dele, som er komplementære. Solen herskede over bjergene og oververdenen, mens kystlandets gud Pachacamac herskede over lavland og underverden.
Ifølge skabelsesmyten havde den øverste gud Viracocha i sin tid gjort verden beboelig og indsat den første inka som den, der skulle opretholde den kosmiske cyklus og slå bro mellem over- og underverden. Guderne styrede naturkræfterne og opretholdt agerbruget og naturens balance, som i Andesbjergene er meget sårbar. Ofte fremstilles de som blandinger af mennesker, dyr (fx kondor, jaguar eller anaconda) og planter (fx majskolber).
Den del af religionen, som havde med inkaen at gøre, forsvandt med spaniernes erobring og tvangskristning af riget, men mange guder, verdenssynet og en del af ritualerne levede videre under den katolske fernis. Dog har den sidste inkakonge, der blev henrettet af spanierne, givet anledning til en millenaristisk myte. Man mener, at hans hoved er bevaret, men holdes gemt. Det er ikke dødt, men i færd med at skabe resten af kroppen. Når den er udvokset, vil han som Inkarri (inca rey) bryde alle andesindianeres lænker og genskabe tidligere tiders indianske storhed.