Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

inuitreligion

Inuk, flertal inuit, betyder menneske. Det er eskimoers betegnelse for sig selv, hvor ordet eskimo, "de der spiser råt kød" stammer fra et indiansk ord, der udtrykker afstandtagen. Inuitfolket bebor hele området fra Østgrønland over Canada og Alaska til det allerøstligste Sibirien. Der er store variationer i religion og levevis, men grundlæggende er der tale om små samfund, hvis eksistens er baseret på fangst, og hvis religion koncentreres om samhørighed med og tilvejebringelse af havets fangstdyr. Til det formål benytter inuit sig

af angakkoq-ceremonier, ligesom overholdelse af tabu og amuletter spiller en afgørende rolle.

I Danmark har vi især beskæftiget os med inuit på Grønland, men inuits vugge stod for 5000 år siden i Alaska, hvor man også kan finde de mest forskelligartede inuitsamfund. Der er i dag ca. 105.000 inuit, heraf ca. 43.000 på Grønland, der nedstammer fra en indvandring i 900-tallet e.v.t. bortset fra polareskimoerne, der sandsynligvis først indvandrede i 1700-tallet. Generelt er der ikke længere tale om fangersamfund, men om samfund som har en pengeøkonomi, og som er blevet kristnet - og i stigende grad sekulariseret.

På Grønland byggede inuit deres eksistens udelukkende på fangst. Den smule vegetation, som kunne samles, udgjorde et minimalt kosttilskud. De boede i små familiegrupper på normalt højst 40-50 individer uden nogen formel leder i tørvehuse om vinteren og levede af sælfangst ved åndehuller og fangst af isbjørne og hvalros, evt. suppleret med kødlagre fra gode fangstperioder. Om sommeren boede man familievis i telte og rykkede rundt efter fangstmulighederne. Under ammassat-fangsten kunne store grupper mødes på fiskepladserne i Øst- og Sydvestgrønland, ligesom der i Vestgrønland under de store aassivitter, sommerstævner, var nyhedsudvekling, handel og mulighed for at møde nye og gamle venner eller få sig en ægtefælle.

Luften, månen og havet havde som andre naturfænomener hver deres inua, deres menneskelige aspekt eller ejer. De to sidste kaldes henholdsvis Månemanden og Havets Moder og tog sig af fangstdyrene.

Mennesker skulle behandle fangstdyrene med respekt. Fx skulle de give sæler og hvaler ferskvand, når de blev trukket i land, og årets første fangst af vigtige sæltyper skulle deles mellem alle. I forbindelse med isbjørnefangsten var der særlige regler, hvor man var meget omhyggelig med bl.a. bjørnens knogler og kranium, så bjørnene ville vende tilbage og lade sig fange igen.

Trylleord og amuletter var vigtige ligesom det at overholde tabu, bestemte forbud. Trylleord var strengt hemmelige. De var privatejede og skulle fremsiges dæmpet og korrekt. De kunne fx bruges til at trylle et fangstdyr nærmere eller til at gøre amuletter virksomme. Det var især mændene, der bar amuletter til hjælp under fangsten. Kvinderne bidrog hertil ved at overholde en række tabuer, navnlig i forbindelse med fødsel og død. Hvis reglerne i forbindelse med dødsfald ikke blev overholdt, risikerede man, at den dødes ateq, navnesjæl, ikke kunne få ophold i et nyt menneske og dermed finde ro, eller at tarneq, den sjæl der skulle tage ophold i et af de to dødsriger på jorden eller i havet, i stedet flakkede rundt og blev en trussel mod samfundet. Desuden blev jagten skilt fra tabuiserede personer gennem tabureglerne. Blev disse tabu ikke overholdt, kunne Sila, luftens inua, ødelægge fangstmulighederne. Også Månemanden og Havets Moder holdt fangstdyrene borte i tilfælde af tabubrud.

Her trådte den grønlandske shaman, angakkoq'en, i funktion. Når fangsten udeblev - eller vejrforholdene ikke tillod fangst - foretog han hjulpet af sine hjælpeånder, som han havde fået under træningen til at blive angakkoq, en ånderejse til enten Månemanden for at rense hans hus eller til Havets Moder for at rede urenhederne ud af hendes hår. Herved dukkede fangstdyrene atter op. Vel tilbage igen kunne han forklare, hvorfor fangstmulighederne var blevet ødelagt, og pege på, hvad bopladsens beboere burde gøre for at opretholde fangsten. Skyldtes misfangsten, at en person havde overtrådt tabureglerne, var det som regel nok at bekende det. Angakkoq'ens anden funktion var at helbrede de syge ved enten at suge det skadelige ud eller ved at hente den sjæl, som var blevet bortført.

På øen Nunivak ud for Alaska levede inuit i permanente sommer- og vinterlandsbyer med ledere, der arrangerede fællesjagt og krigstogter samt de store rituelle fester. Deres livsgrundlag var meget større end hos inuit i Grønland - ud over havdyr levede de også af rener, fugle og æg, muslinger, forskellige slags græs og mange spiselige bær og rødder. Jagten foregik om foråret fra kajak og med harpun og lanse. Det var den hellige jagt. Efterårsjagten foregik ved hjælp af net. Vinteren var tiden for indendørssysler, suppleret med en smule renjagt og torskefangst. De voksne mænd havde et individuelt forhold til dyrene og naturen gennem de amuletter og jagtsange, der hørte til deres fædrene linie. Om vinteren dannede mandshusene ramme om store ceremonier, som vi ikke kan finde tilsvarende i Grønland. Ved gavegivningsfester og ved den årlige blærefest, hvor dyrenes blærer blev givet tilbage til dem for at sikre, at de inkarnerede sig i nye fangstdyr, spillede samfundets ledere en vigtig rolle. Under blærefesten bærer alle unge og voksne mænd, der hører til samme faderlinie, samme dyrehoved på panden. De identificerer sig med det, og det giver bæreren allierede i naturen og dermed evnen til at fremskaffe føde. Shamanen optræder også under blærefesten, hvor fangstdyrenes inua bliver begavet for at sikre sig, at fangstdyrene igen vil lade sig fange i den kommende sæson. Men han har ikke samme betydning for den fælles kult som i de grønlandske angakkoq-seancer, selv om han også på Nunivak fungerer som helbreder af syge.

De to beskrevne inuit-samfund udgør nogle yderpunkter, som andre inuitsamfund befinder sig imellem.