Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

islam

Arabisk "hengivelse"; samme rod kan betyde "fred", "harmoni", "tryghed". Islam opstod som religion på den arabiske halvø i 600-tallet, hvor religionen blev forkyndt af islams profet, Muhammad. Islam er en stærkt monoteistisk religion, hvis vigtigste dogme er troen på den ene gud, Allah. Dette udtrykkes ved bekræftelsen af Allahs absolutte enhed (tawhid). Det var fra Allah via ærkeenglen Gabriel, at Muhammad modtog de åbenbaringer, som indeholdes i Koranen, islams hellige bog. Islam betegnes i nogle sammenhænge som al-din, der betyder "religionen" på arabisk.

Islam fungerede allerede i Muhammads egen levetid som både religion og samfunds- og juridisk system for muslimerne i den første islamiske stat i Medina. Islam betragtes derfor af muslimer som et komplet system, der beskæftiger sig med alle sider af menneskets liv. Ud over Koranen indgår Muhammads sædvane (sunna), nedskrevet i hadith-værker, som kilde for muslimer til udvikling af retningslinier for korrekt islamisk livsførelse. Koranen og hadith danner tilsammen grundlaget for den islamiske lov (sharia) og for de islamiske retslærdes teologiske og juridiske studier (fiqh).

Tidligt i islams historie opsplittedes religionen i to hovedretninger, sunni-islam og shia-islam. Årsagen til splittelsen var uenighed blandt de tidlige muslimer om, hvem der skulle lede det muslimske samfund efter profeten Muhammads død.

Islamisk mystik (sufisme) har eksisteret siden islams opståen og har udviklet sig i forskellige retninger, der i dag er repræsenteret af en lang række sufi-ordener over hele den muslimske verden.

Centralt i islam står islams fem søjler, der nævnes i Koranen, og som udgør den rituelle udøvelse af religionen. Disse består af følgende:

1. Trosbekendelse,

2. bøn,

3. faste,

4. almisse,

5. pilgrimsfærd.

Trosbekendelsen udtrykker selve grundlaget for den islamiske tro og lyder: "Der er ingen gud uden Allah, og Muhammad er hans profet." Ritualerne udgør religiøse pligter (ibadat).

Tilhængere af islam betegnes muslimer, "de som (af fri vilje) hengiver sig til Allah", og alle muslimer, uanset nationalitet, er medlemmer af det muslimske samfund, menigheden, umma.

Der findes i dag ca. en mia. muslimer i verden, hvoraf hovedparten lever i Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika. Også andre dele af Afrika og Sydøstasien har store muslimske befolkningsgrupper, og der lever muslimske minoriteter i stort set alle verdens øvrige lande.

Islams udbredelse begyndte med de tidlige erobringskrige i 600-tallet, hvor Mellemøsten og Nordafrika blev erobret, hvorefter store dele af befolkningerne konverterede til islam. I de efterfølgende århundreder var andre tilgrænsende regioner under muslimsk herredømme eller på anden måde udsat for islamisk påvirkning. Det gælder blandt andet Centralasien, Indien og Indonesien. Under hele denne periode viste islam sig smidig i forhold til at inkorporere lokale skikke i samspil med religionens grundlæggende trosindhold, og de lokale kulturer kunne således i vid udstrækning fastholdes og videreudvikles under islam. I dag finder man da også store kulturelle forskelle mellem forskellige regioner i den islamiske verden. Egentlig islamisk missionsvirksomhed over for ikke-muslimer er kun forekommet i ret begrænset omfang.

Den islamiske tidsregning begynder med Muhammads udvandring (hijra) fra Mekka til Medina i år 622. Dette år er år 1 i den islamiske kalender. Det islamiske år er et måneår med tolv måneder, som hver er på 29 eller 30 dage. Et måneår er således ca. 10 dage, eller ca. 3% kortere end et solår, og derfor følger det islamiske år ikke årstiderne. En nogenlunde præcis formel for udregning af, hvilket hijra-år (H), der svarer til et år i den gregorianske kalender (G), lyder: H = (G - 621) x 1,03. Det gregorianske år 2000 svarer således til hijra-år 1421. Hijra-kalenderen benyttes af alle muslimer som festkalender, men i dele af den muslimske verden benyttes der sideløbende andre kalendere i hverdagslivet, bl.a. syriske og persiske kalendere.