Disse elementer udgør grundkernen i den islamiske gudsdyrkelse. For ritualerne gælder, at disse er religiøse pligter (ibadat), som en muslim er pålagt at overholde. Ritualerne er omtalt i Koranen, og man tilstræber at følge profeten Muhammads forbillede i udførelsen af ritualerne.

Søjlerne er:

1. Trosbekendelse (shahada) lyder "Der er ingen gud uden Allah, og Muhammad er hans sendebud."

2. Bøn (salat) udføres fem gange dagligt. Bønnen kan i princippet udføres hvor som helst, men skal altid finde sted med bederetning (qibla) mod Mekka.

3. Faste (sawm) inkluderer afholdelse fra indtagelse af mad og drikke, seksuel afholdenhed m.m. fra solopgang til solnedgang i måneden Ramadan for voksne, raske muslimer. Fasten afsluttes med festen id al-fitr.

4. Almisse (zakat) gives som en procentdel af indkomst og formue. Pengene går til hjælp til fattige medborgere, men gives også som symbol på, at rigdom i denne verden er forgængelig, mens sand rigdom og lykke gives af Allah.

5. Pilgrimsfærd (hajj) til Mekka finder sted årligt, og muslimer bør, hvis det er muligt, foretage pilgrimsfærden mindst én gang i livet. Under pilgrimsfærden udføres en række ritualer i overensstemmelse med angivelserne i profeten Muhammads sædvane (sunna)