Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Israel

Det navn Gud i Det Gamle Testamente giver patriarken Jakob, og i forlængelse heraf også navnet på Jahves udvalgte folk og på det land, folket bosætter sig i. Betyder måske "Gud sejrer".

Den tredobbelte brug af navnet (person, folk, land) understreger den tætte sammenhæng, der i jødedommen altid har været mellem folket, dets religion og dets hjemsted.

Israel bruges også flere steder i overført betydning om det nye og sande Israel, en idealstørrelse som de første kristne identificerede sig med.

Længslen efter en afslutning på eksilet (galut) og det jødiske folks tilbagevenden til Det Hellige Land har været et centralt tema i jødedommen siden det andet Tempels ødelæggelse i år 70 e.v.t. Håbet kommer bl.a. til udtryk i de jødiske bønner, og fra slutningen af 1800-tallet blev det formuleret som en politisk ideologi, zionisme. Drømmen blev for mange jøders vedkommende indfriet med oprettelsen af staten Israel i 1948.

Mange israelske jøder er sekulære jøder, som mener, at religionen bør have samme plads i Israel som i mange vestlige stater, nemlig hovedsagelig som del af privatsfæren. En del jøder, både i og uden for Israel, ser dog oprettelsen af staten Israel i et religiøst perspektiv.

Nogle jøder ser oprettelsen af staten som selve den messianske begivenhed, der forudsiges i de hellige skrifter. Andre, bl.a. den fundamentalistiske bevægelse Gush Emunim, mener, at udfrielsen fra eksilet er en proces, som allerede begyndte med bl.a. zionismens opståen, Holocaust og statens oprettelse, og at processen fortsætter i bestræbelserne på at sikre staten over for nabolandene og udvide statens grænser til de grænser, der angives i Toraen. Endnu andre, fx Neturei Karta, anerkender ikke staten Israel, idet de opfatter den som menneskeskabt i modsætning til den guddommeligt indstiftede tilbagevenden til Det Hellige Land, der vil finde sted ved Messias' komme.