Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

jødedom

Jødedommen er en monoteistisk religion, baseret på troen på den ene almægtige Gud, som har skabt hele verden, herunder jorden og alle dens skabninger. Gud anses for at være fuldstændig hævet over sit skaberværk, idet Gud ikke er skabt, ikke kan dø, og i det hele taget ikke er underlagt denne verdens love og regler. Gud er den suveræne hersker, Herren, som mennesket må underkaste sig, tilbede og frygte. Jødedommens mest centrale religiøse skrifter er Tanakh, herunder Toraen, der består af de fem Mosebøger, som menes at være åbenbaret af Gud, og talmud, en omfattende kommentar til og fortolkning af Toraen.

For religiøse jøder, som lever efter den klassiske tradition, kan livet ikke opdeles i religiøse og ikke-religiøse afdelinger, idet hele livet må leves i overensstemmelse med Guds lære. Dette kommer bl.a. til udtryk ved overholdelse af spisereglerne, som angiver, hvilken mad der er tilladt (kosher), forbudt (treif) og neutral (parve).

De vigtigste ritualer består af de daglige bønner hjemme eller i synagogen og livets overgangsritualer, herunder omskærelse (brit milla), "konfirmation" (bar/bat mitzva), vielse og begravelse.

Sabbaten, som fejres hver uge fra fredag aften til lørdag aften, er særdeles vigtig. Under sabbat er der forbud mod at arbejde, og tiden bruges ofte til samvær med familien, studier og bøn i synagogen.

Det jødiske år er inddelt i en festkalender med følgende højtider: Nytår (rosh hashanah) og forsoningsdagen (yom kippur), som normalt falder i september måned. I oktober følger løvhyttefesten (sukkot) til minde om dannelsen af folket under ørkenvandringen ud af Ægypten, og lysfesten (chanukka) til minde om genindvielsen af Templet i Jerusalem i år 165 f.v.t. i december. I februar/ marts fejres purim til minde om begivenhederne i Esthers Bog. Pesach, som nogle gange kaldes den jødiske påske, fordi de to fester falder næsten samtidig, fejres i marts eller april til minde om det jødiske folks tilblivelse ved udgangen fra Ægypten, og shavuot til minde om åbenbaringen af Guds lov på Sinaibjerget fejres i maj/juni. Dertil holdes der i løbet af året en række fastedage, og dage med særlig betydning i forbindelse med staten Israels oprettelse fejres af en del jøder. Festerne falder ikke på samme dato hvert år, fordi den jødiske kalender er en kombineret sol- og månekalender. Et almindeligt år består af 12 månemåneder à 29 eller 30 dage, dog således at to måneder kan variere i antal dage fra år til år. For at få dette til at følge solåret og sikre, at festerne falder på de rigtige årstider, er der indlagt 7 skudår i løbet af en periode på 19 år. Disse skudår har 13 måneder, som også kan være på enten 29 eller 30 dage. Et normalt år har derfor 353-355 dage, og et skudår 383-385 dage. Den jødiske tidsregning begynder år 3760 f.v.t., hvor verdens skabelse ifølge traditionen fandt sted.

Folk og religion: I jødedommen er der en nær sammenhæng mellem det jødiske folks historie og den jødiske religions historie samt mellem religionen, folket og Zion, Det Forjættede Land. Nutidig jødedom er således resultat af 4.000 års udvikling, begivenheder og tænkning. I Toraen fortælles det, at Abraham, der opfattes som det jødiske folks stamfader, lovede at tjene den ene Gud, som lovede Abraham, at han ville blive stamfader til et stort folk. Abrahams efterkommere, Isak og Jakob, videreførte dette løfte, og Jakob, som også kaldes Israel, blev på grund af hungersnød i Kana'an tvunget til at drage til Ægypten, hvor hans slægt voksede. De ægyptiske faraoer undertrykte imidlertid Israels slægt, men Israel blev med Guds hjælp forløst og ført tilbage til Det forjættede Land af Moses, og det var under denne udvandring, at pagten mellem Gud og Israels folk blev skabt på Sinaibjerget.

Håbet om en messiasskikkelse, som skal komme og forløse det jødiske folk, herunder troen på at Messias skal være af Davids slægt, opstod nogle hundrede år senere i forbindelse med kong Davids monarki.

Dele af folket blev igen tvunget i eksil i Babylon, efter at det første Tempel blev ødelagt i år 586 f.v.t. Toraens beskrivelser af disse begivenheder samt yderligere omvæltninger og deraf følgende profetier danner det tidlige grundlag for nutidens jødedom.

De begivenheder, der beskrives i de jødiske hellige skrifter, må anses for at være mytologiske, fordi de beskriver grundlæggende og normgivende urtidsbegivenheder, som stadig har betydning for udførelsen af ritualer i jødedommen, men samtidig opfattes disse begivenheder af troende jøder som konkret historie.

Ved romernes ødelæggelse af det andet Tempel i år 70 e.v.t. stod det klart, at Templet næppe ville kunne genopbygges inden for en overskuelig fremtid, og dermed gik jødedommen ind i en ny fase, som kaldes talmudisk, klassisk eller rabbinsk jødedom. Denne fase karakteriseres ved, at tempelkulten som den daglige form for gudsdyrkelse afløstes af andre typer, nemlig bøn og religiøse studier. Studierne centrerede sig omkring Tora, som blev en samlebetegnelse for både Tora og talmud, der blev udviklet i de efterfølgende århundreder, og studiet af Tora ansås, og anses stadig i dag af mange jøder, for at være en hellig handling. Den rabbinske jødedoms religiøse praksis og livsform forblev stort set uændret helt frem til slutningen af 1800-tallet og lever stadig videre i nogle ortodokse samfund. Vægten lægges på at lede et korrekt religiøst liv i overensstemmelse med Tora, og selvom håbet om Messias' komme, som skulle udfri det jødiske folk og føre det tilbage til Zion, er et centralt motiv i flere bønner og ritualer, nedtones disse forventninger i en del af skrifterne og af de fleste rabbinere. Alligevel er der flere gange opstået messianske bevægelser inden for jødedommen.

Der er i dag ca. 15 mio. jøder i verden, hvoraf hovedparten lever i Israel og USA. Der er ca. 4.000 jøder i Danmark.