Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Jahve

Navnet på Israels Gud. Navnet sættes i 2. Mosebog i forbindelse med det hebraiske haja, "at være". Jahve var måske oprindelig stammegud for nogle af stammerne omkring Sinaj. Jahvedyrkelsen er i høj grad knyttet til Moses-skikkelsen.

Skrivemåden Jahve angiver den sandsynligste udtale af navnet JHVH, der på hebraisk skrives uden vokaler. I gammel tid blev det skik, at jøderne af ærefrygt helt undlod at udtale gudsnavnet. De læste i stedet ordet Adonaj (min herre), hvor navnet stod. Da man i middelalderen indføjede vokaltegn i de hebraiske tekster, forsynede man Jahvenavnets konsonanter med vokalerne i Adonaj, hvilket resulterede i, at man i den kristne verden læste navnet, som om det hed Jehova. Jahvenavnet indgår også i den liturgiske glose Halleluja, hvilket betyder pris Jahve.

Som Israels Gud fremtræder Jahve med træk, der tyder på en sammensmeltning med kana'anæiske guder som El og Ba'al. Jahve er i Det Gamle Testamente dog først og fremmest forbundet med folkets historie, og fra slutningen af 600-tallet f.v.t. fremsættes kravet om at dyrke Jahve som den eneste gud oftere og oftere. Efter eksilet (587-539) understreges Jahves universelle magt.