Af jaina, "tilknyttet jinaerne, de sejrende", der hentyder til de 24 lærere (tirthankaraer), som jainisterne tilbeder. Den sidste i rækken er Mahavira (599-527 f.v.t. ifølge traditionen), der anses som jainreligionens grundlægger. Der findes omkring 3 mio. jainister i Indien i dag fordelt over hele landet, dog flest i nordvest og i delstaten Maharashtra. Ikke-vold (ahimsa) og askese er to af religionens bærende principper, hvis udøvelse i sidste ende fører til frelse eller frigørelse fra livet.
Jainreligion opstod som selvstændig religion i Indien omkring 800-600 f.v.t. og er udsprunget af den samme vediske tradition som hinduisme og buddhisme, hvis autoritet den ligesom buddhismen tog afstand fra. Den er kendetegnet ved at dyrke askesen og ikke-vold princippet (ahimsa) som idealer. Det kommer til udtryk ved, at en jainist lever vegetarisk og forsøger at undgå at skade noget levende væsen. Fx kan man se jain-munke gå med klæde for munden og feje foran sig, hvor de går. Ahimsa og askese som idealtypiske principper kommer fuldstændigt til udtryk i, hvad jainisterne anser for den ideelle måde at afslutte livet på, nemlig ved at afstå fra at tage føde til sig, når man føler sig parat til at forlade dette liv, efter at man har opfyldt sine forpligtelser.
I jainreligion skelnes imellem en åndelig substans kaldet jivaen, som udgør selvet, og fem materielle substanser: Rummet (akasa), baggrunden for bevægelse eller handling (dharma), hvile eller ikke-handling (addharma), tiden (kala), det stoflige (pudgala), der tilsammen kaldes ajiva. De fem materielle substanser indgår i forbindelse med hinanden og udgør alle væsener og fænomener i den synlige verden. De er bundet til og påvirket af de handlinger (karma), det enkelte individ gør. Alt i verden, også dens konstituerende elementer, er levende, og de besidder alle dette associerede modsætningspar jiva/ajiva, hvor ajivaen forhindrer jivaen i at realisere sin sande natur, som er udødelig, alvidende og absolut komplet i sig selv.
Frelseslære: En frigørelse fra ajiva og en erkendelse af jivas sande natur er jainisternes idé om "frelse", der enten kaldes nirvana, som i buddhisme, eller kaivalya. For at frigøre sig fra ajiva skal man forbedre sin karma og leve et fuldstændig asketisk liv som munk eller nonne og ved ikke at udøve skade på nogen eller noget, der besidder jiva. Det betyder også, at skal man handle, bør det ske i kærlighed eller i en god ånd, hvor man udnytter sine positive potentialer. Det kan være grunden til, at jain-lægfolk, i håbet om en bedre genfødsel - gerne som munk eller nonne - generelt klarer sig godt i handel og økonomi, hvor de er kendt for deres hæderlighed.
I en filosofisk beskrivelse af frigørelsesprocessen af jiva nævnes i alt 14 stadier, kaldet gunasthanaer. Disse stadier forklarer progressionen hos en jiva fra at være totalt underlagte karmiske bånd til den afsluttende frigørelse, hvor den genvinder alle sine evner. Lægfolk kan med den rette indstilling og levevis nå til det 5. stadium. For at komme videre må man aflægge et munke- eller nonneløfte, hvilket kun er muligt, hvis man bliver anset for at være fysisk og moralsk klar. I indvielsesceremonien skal den vordende munk eller nonne aflægge fem løfter (mahavrataer) om at overholde ahimsa, ikke at lyve, ikke at stjæle, ikke at have seksuelt samkvem eller at være i besiddelse af ejendom.
Grundlægger(e): Det er almindeligt at referere til Vardhamana Mahavira ("Den store helt") som jainreligionens grundlægger og enten at datere religionen efter ham eller hans forgænger Parshvanatha fra 700-tallet f.v.t. De er de to eneste historiske personer, man kender til, i den kæde af i alt 24 lærere, som jainisterne opstiller, og som de dyrker bl.a ved at afbilde dem eller deres fødder i templet. Navnet tirthankaer betyder: "De der er kommet over vadestedet" og henviser til, at de har krydset genfødslernes kredsløbs vande og opnået fuldkommenhed. De er blevet sejrherrer (jina), idet deres jiva er frigjort fra ajiva. Jainisterne afviser ikke guders eksistens, men mener, at de er underlagt samme vilkår som andre levende væsener og ikke har opnået samme erkendelse som de 24 lærere.
Verdensperioder: Fundamentalt for jainreligionens lære er troen på det evige univers, der er uden skabelse og afslutning, men som indeholder en cyklisk kæde af verdensforløb, der igen er opdelt i to verdensperioder. Den ene er en opgangsperiode, der begynder ved en elendig tilstand, men udvikler sig til det bedre, den anden er en nedgangsperiode, hvor alt starter såre godt, men udvikler sig i negativ retning. Hver verdensperiode er igen opdelt i seks mindre tidsaldre og varer i alt 600 mio. år. I hver verdensperiode optræder ialt 63 store mænd, 24 jain-lærere eller profeter (tirthankaraer), 12 universalherskere og et antal helte. Den nuværende periode, hvor vi allerede har oplevet alle 24 lærere, er en nedgangsperiode. I begyndelsen levede menneskene et sorgfrit liv i harmoni med hinanden. De levede længe, havde kæmpeskikkelser og arbejdede ikke. Ti ønsketræer gav dem, hvad de havde brug for. Men tilstandene forværredes, og nedgangen satte ind. I dag lever mennesket højst i 100 år og i splid med hinanden. I slutningen af verdensperioden vil mennesket ikke være højere end dværge og højst leve i 20 år. Når det næsten ikke kan blive værre, er det tegn på, at nedgangsperioden vil afløses af en opgangsperiode, hvor bedre tider vil komme. De 24 læreres mål er at frigøre mennesket fra denne evige cyklus, der intet godt fører med sig. Og de vil med deres lære og praksis kunne vise vejen for de lydhøre, så også de kan blive sejrherrer (jina).
Retninger: Et par hundrede år efter Mahaviras død opstod der splid mellem to grupper af jain-munke om, hvor bogstaveligt man skulle følge Mahavira, der i ca. 13 år vandrede rundt som nøgen asket for at aflægge enhver form for besiddelse. Fra omkring vores tidsregnings begyndelse førte striden til dannelse af to sekter, som består den dag i dag: Shvetambaraer, de hvidklædte, der ifører sig hvide klæder og Digambaraer, de luftklædte, der går nøgne omkring. Sidstnævnte ifører sig dog lændeklæde eller lignende, hvis de skal optræde offentligt.
Helligskrift(er): Det er svært at pege på et specifikt helligskrift, som alle jainister anser for autoritativt, fx har digambararetningen sine helt egne skrifter. Overordnet kan man dog pege på:
1. Siddhanta som shevetambara-retningen (de hvidklædte) samlede i 400-talllet e.v.t. Den består af i alt 45 tekster skrevet på prakrit, en tidlig indisk dialekt. Teksterne beskriver bl.a. munkedisciplin, og de indeholder prædikener og samtaler, som Mahavira har holdt.
2. En senere revision i 1500-tallet e.v.t. af Siddhanta, hvor 32 af de tidligere 45 blev valgt ud. De blev foretaget af en reformbevægelse kaldet sthanakavasier, der ikke anså alle teksterne i Siddhanta som normative.
3. Nyere litteratur skrevet på lokalsprogene og på engelsk i det sidste århundrede. Disse tekster beskæftiger sig med nutidige spørgsmål i forhold til religionens væsen og omformulerer meget af det traditionelle stof til en nutidig forståelseshorisont.