1842-1910. Amerikansk filosof og psykolog; anses for at være en af grundlæggerne af religionspsykologien. James koncentrerer sig i sine væsentligste religionspsykologiske studier om religion, som denne udtrykkes i menneskets følelser, handlinger og personlige erfaringer i forbindelse med religiøs omvendelse (konversion) og mystik.

I sine religionspsykologiske studier benyttede James sig af et kildemateriale bestående af breve, dagbøger og interviews med religiøse, kristne personligheder, fx mystikere, og udviklede deraf sine teorier om den religiøse erfaring. Ifølge James møder religion individets personlige behov og har dermed en pragmatisk (dvs. nyttebetonet) værdi i menneskets liv. Hovedværket er forelæsningssamlingen "The Varieties of Religious Experience" (1902).