Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Japan

Japansk Nippon eller Nihon. Af Japans ca. 125 mio. indbyggere er ca. 117 mio. bogført under landets traditionelle religion, shinto, og ca. 90 mio. er bogført som buddhister. Statistikken har religionernes egne lister som grundlag, og den viser, at mange japanere har et forhold til begge landets to store religioner. 12,6 mio. tilhører andre religioner, heraf 1,5 mio. kristendommen.

HISTORIE: De første skrevne kilder til Japans historie er kinesiske beretninger om "barbarerne i øst". Først fra 700-tallet e.v.t. belyses landets historie og kultur i japanske kilder. Fra ca. 400-700 e.v.t. havde fyrstendømmet Yamato en ledende stilling blandt de japanske småstater. De senere japanske kilder betegner uden videre dette fyrstendømme som et kejserdømme. Afgørende skridt mod et velorganiseret kejserrige efter kinesisk forbillede tog prins Shotoku (592-621), der også gjorde buddhismen til statsreligion. Japans traditionelle religion, shinto, forblev dog kejserhusets kult, og indførelsen af buddhismen betød ikke et egentligt religionsskifte, men blev begyndelsen til de to religioners samliv. Endnu i dag bliver mange japanere gift hos en shinto-præst og begravet af en buddhistpræst.

Nara-perioden (710-781) var en fremgangstid for buddhismen, men dens egentlige glansperiode var Heian-tiden (794-1160), opkaldt efter rigets hovedstad Heian, det nuværende Kyoto. I denne tid skete der også en tilnærmelse mellem buddhisme og shinto, og flere buddhistiske skoler antog en japansk nationalistisk karakter.

Frem til 1192 lå den reelle magt hos kejserhuset i Kyoto. Men i Kamakura-perioden (1192-1333) overgik magten til militæret og "den øverstbefalende", shogun. Kejseren forblev det religiøse overhoved, men rigets egentlige styrelse lå hos shogunatet, der varede lige til 1867. I Tokugawa-tiden (1603-1867) blev shogunatet arveligt i slægten Tokugawa, som regerede i Edo, det nuværende Tokyo. I denne periode var konfuciansk samfundssyn og pligtlære i højsædet, og det japanske samfund var stift og gennemkontrolleret. Bortset fra en hollandsk handelsstation var landet lukket for udenlandsk indflydelse, indtil USAs flåde i 1854 gennemtvang en åbning.

Shogunatet faldt i 1867, og kejser Mutsohito tiltog sig den fulde kejsermagt og flyttede til magtens sæde, Tokyo, hvorfra han regerede under navnet Meiji, "oplyst regering". Shinto blev nu statsreligion, og den sene Tokugawa-tids bestræbelser for at rendyrke shinto fik vind i sejlene. Opgøret med kinesisk indflydelse gjaldt nu ikke blot buddhisme, men også den konfucianske overbygning på shinto, der havde fungeret som shogunatets statsideologi. Driften af shinto-helligdomme blev et statsanliggende, og buddhisterne mistede al statsstøtte. For at råde bod på den splittelse og vrede, som dette medførte, blev der i 1875 indført religionsfrihed. Senere præciserede man, at shinto var en statskult for alle japanere uanset religion. Stats-shintos præster skulle alene varetage kulten, ikke forkynde nogen lære.

Bestræbelserne for at rendyrke shinto og japansk identitet blev medvirkende til, at der inden for shintos rammer trivedes en yderliggående nationalisme. Den blev en væsentlig faktor i Japans engagement på tysk side i 2. Verdenskrig. Efter nederlaget 1945 påtvang USA Japan en demokratisk forfatning, der igen reducerede kejseren til en religiøs skikkelse og et nationalt symbol uden reel politisk magt. Stats-shinto opløstes, og religion blev et privat anliggende. Denne forfatning trådte i kraft 1947 og gælder stadig.