Buddhismen kom til Japan via Korea i 500-tallet e.v.t. og fik afgørende fremgang som led i en omfattende import af kinesisk kultur under prins Shotokus oplyste regering (593-622). De kulturelle konsekvenser af denne import kan vanskeligt overvurderes; de omfatter foruden buddhisme også konfuciansk samfundsopfattelse, skrift, arkitektur og meget mere. Men for det nutidige billede af japansk buddhisme fik de skoler, der indførtes fra 800-tallet og fremefter, langt større betydning. Udbredt blev især dyrkelsen og ihukommelsen af Amida Butsu (Amitabha Buddha, kinesisk Omito Fo) og den barmhjertige kvindelige bodhisattva Kannon (Avalokiteshvara, kinesisk Guanyin) som frelsende skikkelser. Stor kulturel betydning fik indførelsen af den kinesiske chan-buddhisme (japansk: zen).

Japanske buddhistiske retninger er utallige, og her skal kun kort gennemgås nogle af de vigtigste:

Tendai: Japansk udtale af kinesisk Tiantai. Indført af Saicho (767-822). Han bragte skolen med sig fra studier i Tiantai-klostre i Kina, hvor Lotus-sutraen var i højsædet og sås som en syntese af hele Buddhas lære. Hovedtanken er, at alle, gennem samtlige Buddhaers og boddhisattvaers frelsesværk, har del i buddha-naturen og derfor kan blive frelst. Dette indebærer et lægmandsbuddhistisk program, hvor tro, fromhed og det gode liv fører til frelse.

Shingon: Japansk udtale af kinesisk zhen-yen, "sandhedens ord", som er en gengivelse af sanskritordet mantra, "virksomt ord", "ritualformel". Shingon udgår ligesom Tendai fra den kinesiske Tiantai-buddhisme og indførtes næsten samtidig med Tendai af Kukai (774-835), der også kaldes med hædersnavnet Kobo Daishi. Han bragte læren med hjem fra Kina, men bidrog i høj grad selv til dens udformning. Hovedtanken er, at alt virkeligt er forenet i den altomfattende Buddha-sjæl, Dai-Nichi, "Den Store Sol", som han tillige identificerede med den japanske solgudinde Amaterasu. I kulten, i helbredelser m.v. tjener recitation af mantraer da til at aktualiserede denne kosmiske Buddha-natur i verden, og frelse opnås ved rituel delagtighed i denne Buddha-natur.

Zen: Af sanskrit dhyana, "meditation", via kinesisk chan: Den japanske gren af den kinesiske chan-buddhisme, der er helt centreret om meditation og ikke tilskriver den buddhistiske litteratur og dogmatik selvstændig værdi. Zen indførtes i Japan omkring 1200, hvor de to skoler, Rinzai (1191) og Soto (1227), der stadig er de dominerende, blev grundlagt. Rinzai arbejder med meditationstræning ud fra såkaldte koan, umulige og paradoksale spørgsmål. Den intense beskæftigelse med koan sigter mod en art sprængning af tanken, et pludseligt mystisk gennembrud, der kaldes satori.

Soto-skolens stifter Dogen (1200-1253) så den individuelle stræben efter satori som stridende mod buddhismens lære om anatman, jeg'ets ikke-eksistens. Meditationens opgave måtte være at bortmeditere jeg'et. Soto-skolen dyrker derfor et andet meditationsprogram, zazen, "zen-sidden", hvor man sætter sig i skrædderstilling og tømmer sindet for tanker. Derved tænkes satori at indtræde af sig selv.

Jodoshu: "Det Rene Land", den japanske videreførelse af den kinesiske Jingtu-tradition. Den indførtes af Honen i 1175. Ud fra Rene Land-buddhismens forudsætninger formulerede han i et lægmandsbuddhistisk program skarpt den tanke, at mennesker ikke frelses af egen kraft (jiriki), men af en andens kraft (tariki), nemlig Amidas. Den, som i from og ægte hengivelse påkalder Amida med formlen "Namu Amida Butsu", "Ære være Amitabha Buddha", skal ikke formenes Det Rene Land og frelsen.

Jodo Shinshu: "Det Sande Rene Land" eller "Shin-buddhisme". Denne videreudvikling af Jodoshu har nået langt større udbredelse. Den skyldes Honens elev Shinran (1173-1262), som tog endnu mere radikale konsekvenser af Rene Land-traditionen. Ikke blot er klosterlivets religiøse "fortjenester" unødvendige for frelsen, men også den fromme hengivelse og fremsigelsen af "Namu Amida Butsu" er noget, som mennesker ikke selv præsterer, men får som en gave fra Amida. Amidas nåde er det eneste, der frelser.

Nichiren-buddhisme: Nichiren (1222-82) var stifter af en japansk mahayana-buddhistisk skole, der er helt centreret om Lotus-sutraen. Frelse opnås udelukkende ved meditation over dens indhold, og al ulykke kan tilskrives forsømmelse af dette ene fornødne. Nichiren udlagde sutraen allegorisk som en art japansk nationalistisk apokalypse. Fra Nichiren-skolen er den moderne bevægelse Soka Gakkai udgået.