Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Jesus

Latinsk form af græsk: Jesous, som er en græsk gengivelse af det hebraiske: Jeschua (Josva), der betyder "Jahve frelser". Navnet på den person, Jesus fra Nazaret, som Det Nye Testamentes evangelier skildrer som kristendommens centrum og udgangspunkt.

Det Nye Testamente og her først og fremmest evangelierne er det eneste egentlige kildegrundlag for en skildring af Jesu liv og virke. De spredte notitser hos den jødiske historiker Josefus og romerske forfattere som Plinius, Tacitus, Sueton og Lukian kan kun tjene til bekræftelse af, at Jesus er en historisk skikkelse. Desuden er evangeliernes beretninger ikke tænkt som historisk/biografiske skrifter. Historisk erindring er her vævet sammen med den teologiske tydning af Jesus som Messias og Guds søn.

Den Jesusfortælling, som skabtes på baggrund af en sammenfletning af evangeliernes forskellige beretninger, og som frem til oplysningstidens historisk-kritiske læsning af Bibelen dannede grundlag for både prædiken og undervisning, fortæller om en mand, som allerede fra fødslen er udrustet med overnaturlige evner. Han er undfanget "ved Helligånden og født af Jomfru Maria" i Davids by, Betlehem, og allerede som 12-årig optræder han som lærer for de skriftkloge i Jerusalems tempel.

Hans voksentilværelse indledes, da han bliver døbt af Johannes Døber og samtidig modtager en himmelsk åbenbaring, hvor han udråbes som "Guds elskede søn". I en periode færdes han derefter som vandreprædikant og undergører fortrinsvis i Galilæa med udgangspunkt i hjembyen Nazaret. Sammen med sine disciple drager han endelig til Jerusalem for at fejre den jødiske påske. Først modtages han med begejstring som den ventede Messias, men snart vender stemningen, og folkets ledere træder op imod ham og får ham dødsdømt og henrettet. Den sidste aften, Jesus tilbringer sammen med disciplene, indstifter han nadversakramentet ved den sammenkomst, hvor en af de tolv, Judas, går bort og angiver Jesus til hans modstandere. Efter måltidet går Jesus med disciplene til Getsemane have, hvor han oplever forladtheden og ængstelsen for, hvad der forestår, og beder til Gud for om muligt at blive fritaget for lidelsen. Derefter følger arrestationen og processen, hvor Jesus føres frem og tilbage mellem den jødiske kong Herodes og den romerske guvernør, Pilatus, inden han endelig domfældes og føres ud til henrettelsesstedet, Golgata, uden for byen. Fortællingen slutter med at berette om, at han få dage efter stod levende op af graven og færdedes sammen med sine venner en tid, inden han endelig blev optaget levende i himlen og dér fik plads "ved Gud Faders højre hånd".

Såvel indledningen som afslutningen på evangeliernes Jesusfortælling er stærkt præget af den religiøse tydning af Jesus som Guds søn og menneskenes frelser, og det, der bliver tilbage, når man ser bort fra disse dele af beretningen, er da en forholdsvis beskeden historisk skildring af, hvordan Jesus var, hvad han sagde, og hvad han gjorde.

Rimeligt sikkert er det, at Jesus er døbt af Johannes Døber og måske har stået i et discipelforhold til ham, inden han begyndte sin egen virksomhed, som tilsyneladende primært er foregået i og omkring Galilæa. Han fremtrådte her som forkynder med det budskab, at Guds riges komme var nært forestående, samtidig med, at han udførte underfulde helbredelser, der tolkedes som tegn på Guds riges nærhed.

Det er uklart, hvornår og hvor længe Jesus har udøvet denne virksomhed, men der er sandsynligvis tale om en periode på ét til tre år omkring 30 e.v.t. Jesus samlede en kreds af disciple og udvalgte tolv til at være ledere af det kommende nye, genløste Israel. Han udsendte disciplene, for at de skulle udbrede budskabet i hele Israel, og til sidst drog han til Jerusalem, hvor katastrofen indhentede ham og hans tilhængere. Han blev arresteret, dømt og henrettet som gudsbespotter, og formentlig også fordi han blev opfattet som en politisk trussel af den romerske besættelsesmagt. Med disse begivenheder var Jesusbevægelsen tilsyneladende tilintetgjort. Men efter påske blev disciplene overbevist om, at Jesus var stået op fra de døde, og dermed var grunden lagt til den første kristne menighed, som missionerede med budskabet om, at det nu var godtgjort, at Jesus var Kristus og Guds søn.