Hebraisk "tradition". Betegnelse for den mystiske tradition inden for jødedommen. Jødisk mystik har rødder i hellenismen, men jødiske lærde har traditionelt advaret imod en mystisk dyrkelse og udlægning af religionen. I middelalderen skete der en opblomstring af de mystiske studier, bl.a. i kombination med udbredte messianske forventninger. I nutiden er det hovedsageligt visse retninger inden for chasidismen, den jødiske fromhedsbevægelse, der beskæftiger sig med kabbala.
Kabbala bygger på den opfattelse, at Gud og de hellige skrifter ikke kan opfattes fuldt ud af mennesket alene ved traditionelle religiøse studier, men at man ved forskellige teknikker, bl.a. gematria (af græsk: geometri), en form for numerologi, kan opnå indsigt i de dybere, skjulte lag af skrifterne, og dermed en mere direkte oplevelse og forståelse af Gud. Gematria bygger på ideen om, at hvert bogstav i det hebraiske sprog har en talværdi, idet man tidligere benyttede bogstaver som tal. Ved at lægge værdien for bogstaverne i et navn eller skriftsted sammen får man navnets eller skriftstedets numeriske værdi. Denne kan sammenholdes med andre skriftsteder for at finde en ellers skjult sammenhæng mellem to skriftsteder, fx hvis flere forskellige skriftsteder eller navne har samme talværdi. Gematria benyttedes i vid udstrækning i middelalderen, bl.a. i forsøg på at forudsige begyndelsen på de sidste tider og præcis hvilket år, Messias ville komme. Sådanne forudsigelser har bl.a. ledt til omfattende messianske bevægelser, navnlig i forbindelse med den falske messias Shabtai Tzvi.
Under selve bestræbelsen på en direkte oplevelse af Gud benytter nogle jødiske mystikere bl.a. faste og anden form for askese, men centralt står spekulation og meditation over og studier af de hellige skrifter. Dette kan lede til en tilstand af åndelig indsigt, hvorunder mystikeren opnår adgang til en have, hvorfra han kan se ind i himmelregionerne.
Det kabbalistiske verdensbillede er opbygget af ti sefirot, de manifestationer gennem hvilke Gud har gjort sin eksistens kendt for verden. Sefirot fremstilles ofte grafisk med den første, kronen, der repræsenterer selve skaberkraften, øverst, og derefter tre trekanter eller søjler med hver tre sefirot. Imellem disse ti sefirot og den menneskelige verden kan der være yderligere sæt af ti sefirot, hvoraf de nederste manifesterer sig i denne verden. Mystikernes "rejse" går gennem disse tidelte stadier frem til oplevelsen af Gud. Mennesket menes i sin sjæl at have del i det guddommelige og er derfor mellemled mellem det jordiske niveau og disse opadstigende guddommelige manifestationer.