Arabisk "stedfortræder". Betegner den person der efter profeten Muhammads død i 632 overtog ledelsen af det islamiske samfund. Kaliffen fungerede som en politisk og religiøs leder, som skulle videreføre det islamiske samfund i overensstemmelse med islam, Koranen og Muhammads forbillede. Kaliffen var desuden militært øverstbefalende.

De første fire kaliffer betegnes retledede kaliffer. Fra 661 overgik kalifatet til familiedynastier, først umayaderne (661-750) og derefter abbasiderne (750-1258).

Sideløbende med det abbasidiske kalifat, som havde hovedstad i Bagdad, eksisterede der rivaliserende kalifater i andre dele af den islamiske verden. En udløber af det umayadiske kalifat videreførtes ved kalifatet i Cordoba i Spanien, 775-1236. I Cairo regerede det fatimidiske dynasti fra 909-1171.

Osmannerne genoplivede kalifatet, da de indtog Cairo i 1517, og det osmanniske kalifat fungerede frem til oprettelsen af den sekulære tyrkiske stat i 1924.

Siden har enkelte ledere i den islamiske verden påberåbt sig kalifværdigheden, men ingen har vundet udbredt anerkendelse