Den (frugtbarheds)religion der var udbredt blandt de folk, som boede i Palæstina før israelitternes indvandring i landet.
De vigtigste guder i den kana'anæiske mytologi er højguden El og gudeparret Ba'al og Anat (i Det Gamle Testamente Asjera), som i fællesskab bekæmper de dæmoniske magter repræsenteret ved Jam (havet) og Mot (døden). Kulten sigter imod livsfornyelse og er således kendetegnet ved, at der indgår mange seksuelle elementer og symboler. De store kultfester knytter sig til årets gang, og hovedfesten var nytårsfesten, som blev holdt om efteråret, da den lange tørketid afløstes af regnens komme. Vigtige elementer i kultdramaet har været fejringen af Ba'als død og opstandelse, og disse kultiske begivenheder har været ledsaget af gråd og klage afløst af jubel og festorgier, hvori der formodentlig også er indgået et helligt bryllup mellem Ba'al og Anat til besegling af livsfornyelsen. I Det Gamle Testamente skildres kana'anæisk religion som indbegrebet af afgudsdyrkelse, men ikke desto mindre er det gamle Israels religion dybt præget af denne religion. Således indeholder Jahvedyrkelsen ved templet i Jerusalem mange elementer, som peger i retning af den kana'anæiske El-dyrkelse.
Indtil 1929 byggede vort kendskab til kana'anæisk religion næsten udelukkende på de gammeltestamentlige kilder. Med fundet af en betydelig mængde tekster i Ras Shamra i den fønikiske oldtidsby Ugarit fik forskningen imidlertid adgang til værdifulde primærkilder om kana'anæisk kultur og religion.
I den nyeste gammeltestamentlige forskning er den tese blevet fremsat, at kana'anæerne ikke var den oprindelige befolkning i Palæstina. Navnet er i stedet eksilsk og eftereksilsk jødedoms betegnelse for dem, der ikke sluttede op om den jødiske religion, sådan som den var blevet udformet netop i eksilet. Konsekvensen af denne antagelse er, at israelitterne oprindeligt var kana'anæere, og at de senere jøder har taget afstand fra denne deres forhistorie ved at føre deres nye tro helt tilbage til Abraham.