1724-1804. Tysk filosof. Kants betydning og indflydelse på eftertidens filosofiske tænkning gør sig især gældende på det erkendelsesteoretiske og det moralfilosofiske område.
Erkendelsesteoretisk placerer Kant sig et sted mellem den rendyrkede rationalisme og empirismen. Det stof, forstanden har at arbejde med, gives kun gennem sanseerfaringen. Men til at erkende dette stof er mennesket udstyret med nogle forstandsredskaber, de såkaldte anskuelsesformer (tid og rum), og 12 forstandskategorier (blandt andet substans og kausalitet). Tingene retter sig efter vor erkendelse og ikke omvendt. Vi kender kun tingene, som de fremtræder "for os", ikke som de er "i sig selv". Det er vigtigt for Kant at fastlægge erkendelsens grænser. Derfor pointerer han også, at metafysiske spørgsmål er uløselige for tanken.
I moralfilosofien lægger Kant vægt på, at kun viljen kan være god eller ond, og at viljen skal være underlagt fornuften. Kant bliver dermed talsmand for en pligtetik og sindelagsetik og tager skarpt afstand fra at lade moralen være styret af tilbøjelighed eller følelser, ligesom han vender sig imod at bedømme handlingers moralske værdi ud fra deres resultat. De grundlæggende moralske regler hos Kant siger, at "jeg aldrig skal bære mig anderledes ad, end at jeg samtidig kan ville, at min maksime skal være en almengyldig lov," og: "Handl således, at menneskeheden i din person såvel som i enhver anden person altid tillige behandles som mål og aldrig kun som middel."
Kants religionsfilosofi ligger i forlængelse af moralfilosofien, idet han med baggrund i sin erkendelsesteori vender sig imod alle gudsbeviser, men samtidig hævder, at man må postulere ideerne om Gud og et liv efter døden. Kun sådan kan der skabes harmoni mellem moral og lykke, eftersom vi ikke kan hævde, at den, der i det nuværende liv følger den gode vilje, opnår lykken ved det.