Græsk "nådegave". Bruges i Det Nye Testamente om åndelige fænomener som tungetale, profeti og helbredelse ved bøn og håndspålæggelse. I religionsvidenskabelig sammenhæng betegner ordet den ekstraordinære kraft, som nogle mennesker, fx profeter, synes eller hævdes at udstråle, og som gør, at de hos tilhængerne opleves som mennesker med særlige egenskaber og kvaliteter. Karisma er dermed ikke blot en personlig attribut hos nogle mennesker, men samtidig et socialt fænomen. "Karismatisering" betegner således en social proces, hvor fx et religiøst lederskab, som er baseret på lederens karisma, kræver en tilhængerskare, der fortsat anerkender denne karisma som virkningsfuld og autoritativ.

Karismatiske religiøse personligheder såsom profeter har potentiale til at skabe forandring og dynamik ved fx at lancere en ny tolkning af gamle religiøse ideer eller ved at inkorporere ideer om social forandring i det religiøse budskab. Imidlertid er det karismatiske lederskab ikke stabilt i længden for en religiøs gruppe, idet autoriteten er sårbar, da den hvilker på ét menneskes personlige egenskaber og tilhængernes fortsatte accept af disse. I forlængelse af denne problemstilling fremsatte den tyske sociolog Max Weber nogle teorier om "rutinisering af karisma". Dette betegner den proces at omforme den personlige karisma til et lederskab eller nogle lederprincipper, som er principielt uafhængige af én enkelt person, og som kan videreføres inden for institutionen, fx når profeten eller grundlæggeren afgår ved døden.

Rutinisering af karisma vil medføre øget stabilitet, dersom den formår at integrere nogle af de nøglepunkter, som den oprindelige karismatiske leder stod for. Denne rutinisering vil ofte samtidigt medføre, at dynamikken og evnen til at skabe sociale forandringer forsvinder til fordel for større stabilitet.