For puebloindianerne i det sydvestlige USA repræsenterer katsinaer naturfænomener. I urtiden levede katsinaerne sammen med menneskene og sørgede gavmildt for regn og frugtbarhed. I nutiden vender de i skikkelse af katsina-selskabets (menneskelige) medlemmer tilbage i en del af året for at hjælpe med at fremkalde nedbør, så planterne kommer i god vækst. Udklædte giver de hos hopierne de små børn gaver, indtil børnene i 8-årsalderen for manges vedkommende selv skal indvies til katsinaselskabet.