Keltiske folk var omkring 600 f.v.t. udbredt i Europa i et bredt bælte mellem grækere og romere i syd og germanske og slaviske folk mod nord, dvs. fra De Britiske Øer over Frankrig og Belgien, på begge sider af Alperne, gennem Donaudalen og helt til Tyrkiet. De levede i små samfund, der næsten alle bukkede under for det stadigt ekspanderende Romerrige. Kun Irland gik fri, og herfra stammer størstedelen af det kildemateriale, der belyser keltisk mytologi og sagnhistorie. Det er ganske vist nedskrevet af kristne forfattere længe efter, at denne mytologi var del af en levende religion. Kelterne på det europæiske fastland kender vi især gennem græske og romerske forfattere, som kalder dem gallere eller galater.

I sin bog om krigene i Gallien fortæller Julius Cæsar (100-44 f.v.t.), at gallerne især dyrker Merkur, som de opfatter som ophav til kunst og håndværk, fører på veje og stier og gud for handel. Dermed mener han sandsynligvis guden Lugh, som kendes fra keltiske indskrifter. Han nævner også Jupiter, formentlig himmel- og tordenguden Taranis, og Mars, dvs. krigsguden Teutates, til hvem gallerne ofrede krigsfanger. Mængder af andre gudenavne kendes fra indskrifter, men ofte er navnet det eneste, vi kender. Et antal gudinder synes at være blevet opfattet som moderlige skikkelser; de kaldes i latinske kilder Matres eller Matronae.

Centrum i religionen var kulten. Fra Irland kender vi til fire årlige fester: I maj, august, november og februar. Ofre spillede en meget stor rolle, og Cæsar fortæller, at en af de alvorligste straffe i Gallien var at blive fradømt sin offerandel. Det betød total udstødelse af fællesskabet. Af sådanne oplysninger forstår vi, at kulten også var samfundslivets centrum.

Det særlige keltiske præsteskab, druiderne, forestod ikke blot kulten, men fungerede også som dommere på såvel privatrettens som strafferettens område. De gav sig også af med divination og helbredelse. Den ældre Plinius (23-79 e.v.t.) har i sin naturhistorie givet en malende skildring af, hvordan en druide i kridhvid klædedragt, bevæbnet med en guldsegl, klatrer op i et egetræ for at høste mistelten, som ansås for althelbredende. Druiderne var uden tvivl et præsteskab med meget stor indflydelse og prestige. De gennemgik en langvarig uddannelse, hvor de blandt andet lærte omfattende religiøse digtninge udenad. Alt var mundtlig tradition, og skønt gallerne på Cæsars tid kendte og brugte skrift, afstod de af religiøse grunde fra at nedskrive druidernes hellige overlevering.

Først i middelalderens kristne Irland nedskrives keltisk mytologi, og da tager den form af sagnhistorie, hvor de gamle guder optræder som mennesker. Fx er Lugh og hans søn Cuchulainn heltene i fortællingerne om Tuatha Dé Dannann, gudinden Danus folk, der erobrede Irland