Af kinesisk Qin, egl. navnet på det kongedømme som først samlede hele Kina til et kejserrige i 221 f.v.t. Kinesernes egen traditionelle betegnelse er Zhongguo, "Midtens Rige". Med sine over 1,2 milliarder indbyggere rummer Kina ca. en femtedel af verdens befolkning. Omkring vor tidsregnings begyndelse var folketallet knap 60 millioner, dengang skønsmæssigt en fjerdedel af verdens befolkning. De tre religioner, der især har præget Kina, er konfucianisme, daoisme og buddhisme. Kinas religionshistorie kan for overblikkets skyld inddeles i fire faser:

DEN FORMATIVE FASE: FRA SHANG-DYNASTIET (CA. 1650-1000 F.V.T.) TIL KEJSERRIGETS DANNELSE UNDER QIN-DYNASTIET (221-206 F.V.T.): Fra Shang-dynastiets tid stammer de første religiøse tekster. Det er divinationstekster: Spørgsmål skrevet på dyreknogler og skildpaddeskjolde som man lod krakelere ved ophedning for at få svar på, om kongen skal fange et næsehorn, eller om 3000 eller kun 1000 krigsfanger bør ofres. I det fragmentariske billede af Shang-tidens religion træder himmel og jord frem som de vigtigste guddomme. Himlen kaldtes som guddom Shang Di, "den øverste gud eller hersker", et ord der siden kom til at betyde "kejser".

Under det efterfølgende Zhou-dynasti (ca. 1000-255 f.v.t.) kunne denne gud også simpelthen kaldtes Tian, "Himlen". Kongen blev nu Himlens søn og fik en art kultisk monopol: Al rituel kommunikation med Himlen gik gennem ham. Det er i den tidlige Zhou-tid, at grundstammen i Kinas klassiske bøger blev til, og denne periodes velordnede militære, politiske, ideologiske og rituelle forhold blev, formidlet af konfucianismen, det store forbillede for alle senere tider. Men i den senere Zhou-tid formåede herskerhuset ikke at opretholde sin militære førerstilling. En tynd skal af ideologi og ritualer stod tilbage, og den opløsning, der kulminerede i De Stridende Staters Tid (475-221 f.v.t.), var allerede begyndt. Hulheden og opløsningstendenserne var baggrunden for Kongfuzis (551-479 f.v.t.) optræden, og for den religiøse og filosofiske tænkning var krisetiden før kejserrigets dannelse i 221 f.v.t. i det hele taget uhyre frugtbar. Daoismens klassikere og moismen opstod i denne periode, og Mengzi og Xunzi satte konfucianismen i system. Et realpolitisk alternativ var legalismen, hvis hovedskikkelse er Hanfeizi (d. 233 f.v.t.). Her sattes statens styrke og stabilitet over alle moralske og religiøse hensyn.

En af Hanfeizis læsere var kongen af Qin, som i 221 f.v.t. blev den første kejser af Kina. Han styrede med hård hånd, og i 213 lod han al konfuciansk og lignende unyttig litteratur brænde. Hans eget dynasti blev ikke just stabilt, men kejserdømmet varede til 1912.

ETABLERINGENS FASE: FRA HAN-DYNASTIET (206 F.V.T. - 220 E.V.T.) TIL DE FEM DYNASTIER (907-960 E.V.T.): Tidligt i Han-dynastiet ophævedes forbudet mod at besidde filosofisk og historisk litteratur, og konfucianere fik travlt med at genetablere og videreudbygge deres klassikere. Allerede i 141 f.v.t. etableredes konfucianismen som statens officielle lære. Også daoismen konsoliderede sig i denne periode. I løbet af 100-tallet e.v.t. var den fuldt udbygget som en organiseret religion med faste ritualer. Mens konfucianismen altid først og fremmest var en politisk-administrativ elites religion, etablerede daoismen sig som folkereligionens præsteskab med standardiserede kultfester og liturgier over hele riget. De overgangsriter, hvormed man indtog sin plads i samfundet, forblev dog et konfuciansk domæne.

Buddhismen kom i sin mahayana-form til Kina i det første århundrede e.v.t., og i løbet af få århundreder var buddhistisk munkevæsen en realitet, og en række væsentlige mahayana-skrifter forelå på kinesisk. Et af dem var Sukhavativyuha-Sutra, der handler om, hvordan den himmelske Buddha Amitabha blev herre over paradiset eller Det Rene Land i kraft af sin fromhed og sin religiøse praksis i en tidligere tilværelse som munk. Han gav også det løfte at hjælpe dem, der fromt ærede ham, til genfødelse i Det Rene Land, hvor de også ville opnå fuld oplysning. Det blev udgangspunktet for en særlig kinesisk nydannelse: Jingtu- eller "Rene Land"-buddhismen hvis frelsesmål var genfødelse i Det Rene Land. Midlet hertil var from hengivelse til Amitabha Buddha (kinesisk: Omito Fo) og stadig ihukommelse af hans navn i andagts- og meditationsformlen "Nanmo Amito Fo", "Jeg sætter min lid til Amitabha Buddha". Jingtu-buddhismen, hvis store organisator var Tan Luan (476-542 e.v.t.), fik meget stor udbredelse. Før Folkerepublikkens oprettelse i 1949 anslog man, at 60-70% af Kinas buddhister tilhørte denne retning, der med sin forenklede frelseslære har et stort potentiale som lægmandsbuddhisme. I japansk buddhisme er Rene Land-skolen videreført i Jodo-shu og Jodo-shinshu ("Shin-buddhisme").

For klosterbuddhismen blev Chan-buddhismen af meget stor betydning. Chan er kinesisk gengivelse af sanskrit dhyana, "meditation", og denne retning bygger altovervejende på meditativ træning, der skal føre til endelig oplysning i form af et mystisk gennembrud. Inden for japansk buddhisme er den videreført som Zen. Som sin stifter eller første patriark regner Chan-buddhismen den legendariske indiske lærer Bodhidharma, der skal være kommet til Kina tidligt i 500-tallet.

I modsætning til disse retninger mobiliserede Tiantai-skolen (grundlagt i 500-tallet på bjerget Tiantai) store dele af buddhismens litteratur og komplicerede begrebsapparat i en svimlende syntese. Buddhas forkyndelse ses som udtryk for stigende bevidsthedsniveauer, kulminerende i Lotus-sutraen. Jo højere niveau, jo mere svinder forskelle og modsætninger bort. De er blot relative. Den højeste, absolutte bevidsthed rummer alt i én forskelsløs enhed. Den er den sande buddha-natur og den egentlige virkelighed, og da den rummer alt, har også alt og alle del i den, eller rettere: Alt og alle er identisk med den, for den er forskelsløs og udelelig. Heri ligger både en meditationens teori og en antydning af de veje, en meditativ træning kan følge. I tanken om alles delagtighed i buddha-naturen ligger imidlertid også kimen til en lægmandsbuddhisme, som kommer til udfoldelse i Tiantai-traditionens videreførelse inden for japansk buddhisme.

De buddhistiske klostre blev veletablerede og nød ofte kejserens gunst. Men økonomisk nedgang i 700- og 800-tallet førte til modvilje mod klostrene, og 843-845 satte store forfølgelser ind. Klostre og helligdomme konfiskeredes, og over en kvart million munke og nonner blev tvunget til at opgive klosterlivet.

REFORMATIONERNES OG BEVÆGELSERNES FASE: FRA SONG-DYNASTIET (960-1279) TIL KEJSERDØMMETS FALD (1912): Bag denne fases religiøse reformer og foreningsdannelser ligger en kontinuerlig synkretismeproces, som var begyndt langt tidligere. Kinas tre store religioner befandt sig i stadig tankeudveksling med hinanden. Neokonfucianismen, som opstod under Song-dynastiet, var tydeligt påvirket af daoismens og buddhismens tanker om menneskets indre liv og dets sammenhæng med universets fundamentale principper og helhed. Den konfucianske etik og det menneskelige sind sås nu som resultat af den dunkle urgrund af ikke-væren, der også betinger hele verdens orden og balance. Efterlevelse af etikken kunne da blive en kilde til sindets balance, og meditativ udforskning af sindets dybder kunne blive en kilde til etik.

I denne fase ligger også kristendommens indførelse i Kina. De første katolske missionsfremstød fandt sted i 1200- og 1300-tallet, men større betydning fik det store missionerende og organisatoriske arbejde, som ikke mindst jesuitter udførte i 1500- og 1600-tallet. Det bragte også viden om kinesisk sprog og kultur til Europa. Den afgørende indflydelse på nutidens forhold fik imidlertid de store katolske og protestantiske missionsbølger, der i 1800- og 1900-tallet overalt i verden fulgte med kolonialiseringen. Karakteristisk for både buddhismen og daoismen var i denne fase lægmandsbevægelser. Fra Rene Land-buddhismen udgik de såkaldte Hvide Lotus-bevægelser, der i tiden efter Song-dynastiet blev en politisk faktor og et samlingsmærke i bondeoprør. Fra folkelig daoisme udgik "Bokseropstanden", den oprørsbevægelse der i reaktion mod udenlandsk indflydelse og kristne missionærer belejrede det diplomatiske kvarter i Beijing i sommeren 1900, og som derved blev medvirkende til kejserdømmets fald.

DEN MODERNE FASE. FRA KEJSERDØMMETS FALD (1912) TIL NUTIDEN: Seks år før sit fald dekreterede Kinas sidste kejserhus, i et desperat forsøg på at bevare fortiden, at det traditionelle offer til Kongfuzi skulle hæves til samme rang som offeret til Himlen. Kongfuzi stod som det yderste holdepunkt for det vældige riges engang så velfungerende samfundssystem, ja for selve den bærende vision af stat, menneskeliv og religion som en enhed. Men ligesom i Kongfuzis egen tid var der kun en tynd skal tilbage. De folkelige bevægelser havde taget andre retninger, og de intellektuelle var allerede kort efter kejserdømmets fald optaget af vestligt inspireret religionskritik. Det var en hastigt accelererende sekularisering, der var i gang. For den kommunistiske folkerepublik, der oprettedes 1949, var det naturligt at støtte både denne udvikling og religionskritikken. Konfucianismen stod som det gamle magtapparats undertrykkende ideologi, og som institution havde den udspillet sin rolle. Tanken om en statsreligion var manet i jorden allerede før folkerepublikken, og i marxismen lå der yderligere impulser til at bekæmpe religion i almindelighed. Det var dog kun under kulturrevolutionen 1966-79, at der ligefrem udstedtes forbud mod offentlig religionsudøvelse. I nutidens Kina er der en betydelig frihed til religionsudøvelse, men staten betinger sig, at den skal tjene "socialistisk opbygning". Det betyder, at den søger indflydelse på og igennem religionerne. De enkelte religionssamfund skal også være selvstyrende og selvfinansierende i Kina, således at de ikke bliver kanaler for udenlandsk indflydelse.

Men sekularisering betyder som bekendt ikke, at folk bliver mindre religiøse, kun et fald i religionens institutionalisering, i samfundslivets afhængighed af religionen. Konfucianismens enhedsvision befinder sig ikke godt ved det, men de traditionelle adfærdsmønstre, den kodificerede, fx respekten for ældre og for autoriteter, findes i vid udstrækning stadig. Og folkereligionen er på mange måder uanfægtet. Under nutidens større økonomiske frihed bygges der templer i stor stil.

Det hører med til billedet, at mange millioner kinesere lever uden for Folkerepublikken. Taiwan blev aldrig en del af den, og her har bl.a. daoismen i særlig grad kunnet bevare traditionelle og institutionelle former. I Sydøstasien, Europa og USA lever mange kinesiske immigranter, og navnlig hvor der bor mange på ét sted, fx i Singapores, Londons eller New Yorks Chinatowns, har de i høj grad opretholdt hjemlandets traditionelle religioner og festkalender.