Græsk kyriakón, "det som hører Herren til". Ordet bruges både som betegnelse for det verdensomspændende menighedsfællesskab af kristne, om de forskellige kristne trossamfund og om kirkebygningen.
Kirken i betydningen menigheden eller forsamlingen af troende bruges allerede i Det Nye Testamente, idet ordet her gengiver det græske "ekklesia", som betyder forsamling, eller dem der er kaldt ud, dvs. det fællesskab der er kaldt sammen af Guds ord. Jesus har efter alt at dømme ikke stiftet kirken i den forstand, at han oprettede en institutionaliseret organisation. Men som et fællesskab af troende kan kirken ses som en fortsættelse af Jesu fællesskab med "toldere og syndere".
I den kristne verden kan man skelne mellem to hovedretninger i opfattelsen af kirken. Den Romersk-katolske Kirke repræsenterer et institutionelt kirkesyn, hvor kirken konstitueres af et indviet, hierarkisk ordnet præsteskab, som ejer "sandhedens nådegave" og alene har fuldmagt til at administrere kirkens hellige handlinger, sakramenterne.
Over for dette står det protestantiske kirkesyn, der ser kirken som fællesskabet af dem, der samles i tro på Guds ord, og hvor ingen har forrang eller er overordnet i forhold til andre i menigheden, men hvor der højst kan blive tale om, at nogle af praktiske årsager udvælges til på fællesskabets vegne at administrere forkyndelsen og sakramentforvaltningen.
Kirken i betydning kirkebygningen har (i hvert fald ifølge protestantisk tankegang) ingen særlig hellighedskarakter, men er med en moderne arkitekts udtryk blot "en dims til at holde gudstjeneste i". Særlige kirkebygninger begyndte at optræde fra den tid, hvor menighederne blev så talstærke, at de ikke længere kunne samles i private hjem. Grundmønstret til kirken foreligger fra 300-tallet i to udformninger: Langkirken eller basilikaen og centralkirken. Langkirken er orienteret i øst-vestlig retning med koret og (høj)alteret i øst og hovedindgang i vestenden, hvor tårn(e) også anbringes. Hovedrummet er som regel todelt i koret (præsterummet) og skibet (menighedens rum). Parallelt med hovedskibet kan være sideskibe med sakristi og kapeller føjet til som tilbygninger. Endelig kan de store kirker også være forsynet med et tværskib, så grundplanen fremtræder som et kors.
Centralkirken eller kuppelkirken, der er opbygget symmetrisk om en lodret akse, vandt oprindelig i særlig grad udbredelse i det østromerske rige.
Naturligvis er kirkearkitekturen, eller måske snarere indretningen af kirkerummet (med forskelligt inventar), også præget af den liturgi (gudstjenesteordning og -praksis), som kendetegner de forskellige kirkesamfund. Således er den romersk-katolske kirke orienteret imod højaltret, hvor gudstjenestens centrale begivenhed, messeofferet, udføres. Desuden er det kendetegnende for den romersk-katolske kirkebygning, at der i sideskibe og kapeller er opstillet mange mindre altre, hvor der kan forrettes særlige messer og andagter for de mange helgener, som er så populære i katolsk fromhed.
Særligt kendetegnende for det ortodokse kirkerum er den markante adskillelse mellem skib og kor ved ikonostasen (billedvæg), hvilket svarer til, at væsentlige elementer af gudstjenestehandlingen udføres af præsterne isoleret bag ved ikonostasen, og når menigheden så skal "betjenes", kommer de gejstlige ud gennem "kongeporten" midt i ikonostasen og udfører de forskellige liturgiske handlinger, der henvender sig direkte til menigheden, fx uddeling af nadverens brød og vin til de troende.
De protestantiske kirkesamfunds bygninger, især de reformerte kirkerum, udtrykker tydeligt, at her samler alt sig om ordet. Læsepulte og prædikestol er markant inventar, og tilbageholdenhed med billedudsmykning er ligeledes karakteristisk.
I megen moderne kirkearkitektur, som den udfoldes i forskellige kristne kirkesamfund, kan man iagttage en tendens til at arbejde ud fra den grundide, at kirken skal fremtræde som rammen om et måltidsfællesskab jf. det "rum ovenpå" (Markus 14,15), hvor Jesus Skærtorsdag holdt måltid med sine disciple.