Latin confirmare, "befæste", "bekræfte". Kirkelig handling i forbindelse med en gudstjeneste, der ses som en bekræftelse af dåbspagten. I Den Romersk-katolske Kirke er konfirmationen eller firmelsen et af de syv sakramenter.
I et bredere religionsfænomenologisk perspektiv fremtræder konfirmationen som en initiation, en ungdomsindvielse ved overgangen fra barn til voksen. I Den Romersk-katolske Kirke ses konfirmationen eller firmelsen som det sakramente, hvor den troende (jf. visse nytestamentlige teksters omtale af, at dåb og åndsmeddelelse i oldkirken fandt sted ved to adskilte rituelle handlinger) får Helligånden meddelt og dermed får del i "Guds folks præstedømme."
Den lutherske reformation førte til konfirmationens afskaffelse i den danske kirke. I pietismens tid (1736, 200 års jubilæet for reformationen i Danmark) genindførtes den imidlertid som en kirkelig handling. Denne foranstaltning vidner klart om pietismens tvetydige holdning til barnedåben. Pietisterne ønskede ikke barnedåben afskaffet, men mente på samme tid ligesom baptisterne, at kristentroen skal overtages ved en bevidst beslutning eller omvendelse i voksenalderen. I nutiden indebærer det dog intet tab af hverken borgerlige eller kirkelige rettigheder for et folkekirkemedlem, hvis det ikke er konfirmeret.