Felttog som kristne rettede imod ikke-kristne og kættere. Som korstog benævnes især de ekspeditioner, som i 1100- og 1200-tallet på pavens opfordring blev udført af kristne fyrster for at erobre Palæstina fra tyrkerne.

I løbet af godt 150 år gennemførtes syv korstog. Det var dog kun det første af dem, der militært set blev en slags succes, idet Jerusalem blev erobret år 1099, og der blev oprettet fire korsfarerstater, som dog i længden havde vanskeligt ved at hævde deres uafhængighed af muslimerne. De øvrige korstog var resultatløse, især det fjerde i år 1204 blev en fiasko, da republikken Venezia her rettede angrebet imod Konstantinopel, hovedstaden i det kristne byzantinske rige, som var Venezias handelskonkurrent. Korsfarernes besættelse af Konstantinopel og dele af Balkan svækkede det kristne byzantinske rige varigt.

Korstogenes indflydelse på de kulturer og religioner, korsfarerne kom i kontakt med, heriblandt islam, var hovedsageligt lokal og tidsmæssigt begrænset. I korsfarernes hjemlande i Europa havde den periodisk opblomstrende religiøse fanatisme, som korstogene var et resultat af, i nogle tilfælde alvorlige konsekvenser for derboende ikke-kristne. Bl.a. ramtes europæiske jøder jævnligt af religiøst begrundet diskrimination og forfølgelse.

Ved den europæiske imperialismes begyndelse i 1800-tallet skete der en revision af opfattelsen af korstogene fra muslimsk side, således at tidens imperialistiske fremstød sås som en fortsættelse af korstogene. Der findes også i dag muslimer, der opfatter korstogene som begyndelsen på en stadig aktuel europæisk og vestlig kulturimperialisme over for den muslimske verden