En af de mest folkekære guder i hinduismen der med tiden er blevet forbundet med guden Vishnu som hans ottende inkarnation. Der findes dog flere religiøse traditioner, der anser ham som den øverste guddom, bl.a. ISKCON (Hare Krishna). Krishna er nok mest kendt for sin optræden i helligskriftet Bhagavadgita.

Man kan opdele Krishna-tilbedelsen i tre epoker, der hver er tilknyttet ét aspekt af Krishna:

Før Bhagavadgitaen, dvs. før 200 f.v.t., bl.a. i dele af Mahabharata hvor han optræder som fyrste eller prins af Vaduva-stammen. Her kommer krigeridealet til udtryk.

I Bhagavadgitaen, dvs. omkring 200 f.v.t.-200 e.v.t., hvor han optræder som krigshelten Arjunas vognstyrer, ven og primært guru eller lærer. Her optræder Krishna som selvstændig guddom, og han identificerer sig selv med verdensaltet brahman. I denne Krishnafigur forbindes krigeridealet med guruidealet, hvor Krishna som guru belærer eleven Arjuna om de tre veje til frelse: Handlingens vej, Erkendelsens vej og Hengivelsens vej.

Efter Bhagavadgitaen, hvor han i puranaerne beskrives som henholdsvis barn og ung mand blandt kvægfolk. Her lægges vægt på hans guddommelige leg (lila), der forblinder alle. Dette aspekt antyder, at der sandsynligvis har været en Krishnakult blandt kvægfolk også før hans optræden i Bhagavadgitaen.

Krishnas popularitet kan skyldes, at han, som de ovennævnte figurer antyder, både har menneskelige og guddommelige træk, og at han danner basis for bhakti-tilbedelsen - hengivelsens vej. Han afbildes oftest med sin fløjte i hånden og med sin yndlingshyrdinde, Radha, ved sin side.