Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

kristendom

Den verdensreligion som i forlængelse af Jesu forkyndelsesvirksomhed voksede ud af jødedommen og efter opkomsten af troen på Jesu opstandelse etablerede sig som en selvstændig religion i Middelhavsområdet, herunder Nordafrika. Sidenhen blev kristendommen dominerende i Europa og på grund af emigration i Amerika og Australien, og endelig vandt den i kraft af missionsarbejde udbredelse også i Afrika og Asien og regnes i dag for den største af verdensreligionerne med mere end 1,9 mia. tilhængere. Kristendommens væsentligste læreindhold er, at Guds åbenbaring og frelsen er bundet til den historie, Bibelen beretter om Jesu fødsel, liv, død og opstandelse.

Budskabet om, at den Jesus, som jøderne havde fået dødsdømt og henrettet som gudsbespotter, var opstået, blev af Jesu tilhængere tolket som et bevis på, at Gud havde vedkendt sig Jesus og hans udlægning af de jødiske skrifter om Guds vilje og frelsesplan, og fra nu af kunne kristendommen derfor ses som den sande gudsdyrkelse. I de første århundreder betød først og fremmest mødet med hellenistisk kultur og religion, at den nye religion udviklede sig fra jødisk sekt til en synkretistisk verdensreligion, og den etableredes i sin katolske form som en kirkelig institution med magt over menneskers liv fra vugge til grav. I 1054 spaltedes katolicismen i en østlig, græsk og en vestlig, romersk form. I 1500-tallet splittedes den vestlige kirke igen i en katolsk og en evangelisk kristendom, hvoraf der med tiden udvikledes et større antal forskellige protestantiske kristendomsformer.

Katolsk og protestantisk kristendom adskiller sig først og fremmest fra hinanden i synet på autoriteten i kirken. Ifølge katolsk opfattelse er autoriteten knyttet til det gejstlige embede, idet

de indviede præster og biskopper har modtaget en særlig nådegave, som sætter dem i stand til at administrere og formidle frelsen. Ifølge protestantisk lære er autoriteten forbundet med Guds ord, som den enkelte selv må forholde sig til igennem troen.

Protestantisk kristendom kan endvidere med nogen ret siges at have udviklet sig i retning af at blive en individuel ordreligion, ofte med stor vægtlæggen på etikken, spørgsmålet om menneskets livsførelse. Således har det i nogen grad været overladt til de katolske kirker at pleje kultiske og rituelle sider af kristendommen, som i højere grad udfolder sig i fællesskabets dimension.

Kristendommen lægger i alle sine forskellige udformninger vægt på historien og har således en lineær opfattelse af tid, hvilket blandt andet kommer til udtryk i den kristne tidsregning, der sætter begyndelsen ved Kristi fødsel. Dog afspejler den kristne festkalender og ordningen af kirkeåret, at en cirkulær tidsopfattelse også spiller en rolle i kristendommen. Den kirkelige kalender begynder med advent, det kirkelige nytår, fire søndage før Kristi Fødsels Dag (den 25. december) og forløber så i et cirkulært forløb, der omfatter de tre store højtider med hver deres forberedelsestid og efterfejringstid frem til næste advent.

Den Ortodokse Kirke har sin egen kalender, hvorefter kirkeåret begynder den 1. september. Og helt ind i vort århundrede lagde man den julianske kalender til grund for kirkeåret. I 1924 indførte Konstantinopels patriarkat den gregorianske kalender. Men det var kun nogle af de ortodokse kirker, blandt andet den græske, der fulgte denne ordning. Andre, fx den russiske, var uvillige til at acceptere en ny kalender. Derfor kan man i dag konstatere, at blandt andre grækerne fejrer jul den 25. december, medens fx russerne har jul 13 dage senere.