Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

kultdrama

Ethvert ritual er dramatisk, for så vidt som det er en udførelse af foreskrevne handlinger, der synes at forestille eller betyde noget. Med begrebet kultdrama sigtes der til ritualer, gerne i forbindelse med fester eller højtider, hvor denne dramatiske karakter er særligt fremtrædende. Kultdramaet er en slags dramatisk sidestykke til myten; i myten fortæller man den proces, der forbinder urtid med nutid, i kultdramaet udfører man den. Kultdramaets gentagelse af de mytiske handlinger, som verden skylder sin nuværende eksistens, tænkes at forny verden og den orden, der blev grundlagt i den mytiske urtid. Den dramatiske form, hvori dette sker, er forskellig fra kultur til kultur. Oftest er kultdramaet amimetisk, dvs. det forsøger ikke at illudere og fremtræder ikke som en "filmatisering" af myten