Kwakiutl lever på Nordamerikas nordvestkyst i nærheden af Vancouver. Som de andre nordvestkystindianere lever de især af fiskeri. De forskellige slægter er hos nordvestkystindianerne knyttet til naturskikkelser, og såvel social position som det religiøse liv er forbundet hermed. Tilknytningen markeres i udsmykning af huse og pæle med slægtens emblemer, totemsymboler. Ved hjælp af gavegivningsfester (potlatch) opretholder slægterne bl.a. fællesskabet mellem slægtens dyr og mennesker.

Kystbræmmen med skovrige bjergsider og floder, smalle sunde og øer er så rig på fisk, bær, dyr og træ, at den giver beboerne mulighed for at bosætte sig i byer i vinterhalvåret. Sommerens jagt på fødevarer giver et overskud, som rigeligt rækker til at leve af også om vinteren. I byerne bor familierne sammen med slægtninge i storhuse af træ. Slægterne har retten til bestemte fiskepladser, jagt- og bærindsamlingsområder, husgrunde, navne, emblemer, masker, danse m.m., som hører sammen med slægtens grundlægger og med visioner hos slægtsmedlemmer (især høvdinge og shamaner).

Der er flere fortællinger om menneskenes oprindelse, men et fælles træk er, at der oprindeligt var tale om væsener, som frit kunne skifte mellem at være mennesker og dyr. Nogle af disse væsener aflagde deres dyreham for at blive mennesker, men vender i kulten iført masker og dragt tilbage til deres urtidsvæsen. De store fælleshuse af træ, udsmykningerne på dem og totempælene foran blev givet menneskene af dem. Hos mange nordvestkystindianere optræder ravnen som trickster, men hos kwakiutl er det en mink, der lavede ulykker i urtiden og blandt andet var ansvarlig for, at solen kom til at skinne så stærkt på jorden, at den blev helt udtørret og slog revner. I en anden historie forvandlede en kulturbringer mennesker til dyr eller fugle, hvis de ikke opførte sig ordentligt. På den måde fyldes verden med føde, samtidig med at der sættes regler for, hvordan føden skal behandles. Fx skal den førstfangne laks behandles med en særlig omhu; dens ben skal tilbage til vandet og dens kød deles mellem familiemedlemmer og gæster.

Året er delt i to. Sommeren er den periode, hvor mennesket jager dyrene og gennem fiskeri, fangst og jagt sikrer sig føde til vinterhalvåret. I vinterhalvåret foregår de store fester, hvor slægtsoverhovederne iført kapper og masker aktualiserer fortidens store skikkelser og bedrifter. Slægternes unge overgives i forbindelse med den store vinterfest symbolsk til fjendtlige ånder, som fortærer dem, før de kan genfødes med nye kræfter som fx kannibaldanser (hamatsa) eller shaman.

For at få godkendt en nedarvet ret til medlemskab af fx hamatsa-selskabet eller til bestemte navne og danse m.m. må der afholdes en stor gavegivningsfest (potlatch). Jo større og rigere gaverne er, jo større bliver også giverens anseelse. Også disse fester afholdes om vinteren. Potlatch ceremonien udviklede sig kraftigt i den første periode, hvor nordvestkystindianernes kontakt med europæere resulterede i en øget velstand, som i øvrigt også resulterede i en stor produktion af udskårne "totempæle". Senere blev potlatch forbudt som udtryk for en umulig ødselhed samtidig med, at nordvestkystindianernes samfund, som det her er beskrevet, i første halvdel af 1900-tallet gik næsten i opløsning. I lighed med den indianske "renæssance", som også andre indianske folk har oplevet, har interessen blandt kwakiutl for deres kultur og historie været stadigt stigende siden 1960'erne; der er blandt andet etableret flere centre, som bevarer og genopliver kwakiutls traditioner, herunder potlatch, der nu alene afholdes som mindefester for døde slægtninge.

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.