Religion.dk

Kontinentets religioner kan deles op i følgende hovedgrupper:

- skriftreligioner, primært kristendom,

- indianske religioner,

- nyere religioner med udgangspunkt i henholdsvis indiansk, afrikansk og kristen religion.

LATINAMERIKAS SKRIFTRELIGIONER, PRIMÆRT KRISTENDOM: Kristendom, især Den Romersk-katolske Kirke, er den altdominerende religion i Latinamerika. Den findes ofte i blandingsformer, hvor også elementer fra de tidligere afrikanske slavers religion og indianske religioner spiller en rolle.

Kolonitiden. Latinamerika (Mesoamerika, Mellemamerika og Sydamerika) blev hovedsageligt koloniseret af spanierne. Det fælles sprog i området er spansk (dog portugisisk i Brasilien), og 90% af befolkningen er medlemmer af Den Romersk-katolske Kirke. Som følge af indvandringer og mission i 1800- og 1900-tallet er der også en del protestanter i området - omkring 10% af befolkningen er medlemmer af forskellige protestantiske trossamfund, hvoraf navnlig pinsebevægelsen er stærkt repræsenteret. I Guyana, Surinam og Trinidad/Tobago på Sydamerikas nordkyst, som tidligere var hollandske og engelske kolonier, spiller Den Anglikanske Kirke og Den Reformerte Kirke samt hinduisme og islam en betydelig rolle. Det hænger sammen med forholdene i kolonitiden, hvor hinduer og muslimer fra Indien og Indonesien blev hentet til hollandske og engelske kolonier i Sydamerika og Vestindien.

Resten af Latinamerika blev koloniseret af spanierne og - for Brasiliens vedkommende - af portugiserne efter Columbus' "opdagelse" af Amerika i 1492. Koloniseringen kom i direkte forlængelse af spaniernes og portugisernes kamp mod maurerne i Spanien. I modsætning til pavestolens normale politik havde paven givet de spanske og portugisiske konger ret til såvel åndeligt som politisk og økonomisk at udøve magt over de muslimske områder, som de erobrede i Spanien, samt over de områder, som de erobrede i Afrika og senere i Amerika. Ikke alle kirkens folk var enige med den spanske eller portugisiske konge og kolonisatorerne i deres behandling af befolkningen i kolonierne. Adskillige munke, præster og bisper kæmpede i 1500-tallets begyndelse mod den måde, indianerne blev behandlet på. De optrådte som indianernes advokater ved retssager om, hvordan man skulle se på de indfødte: Som mennesker med god natur, der kunne kristnes gennem blide metoder og eksemplets magt, eller som mennesker med en dyrisk natur, der kun kunne kristnes gennem tvang. Det blev den sidste synsvinkel, der sejrede. Den indianske befolkning blev tvangskristnet, og kristendom i Latinamerika blev bundet til spansk kultur. Indianerne blev døbt, men der var ingen dialog, ingen opbakning bag de præster, der interesserede sig for at udvikle en indiansk fortolkning eller forståelse af den kristne lære og myte. Når det drejede sig om gudstjenesten, liturgien, supplerede missionærerne dog den spanske og portugisiske katolske liturgi med indianske elementer - danse, kunst og symboler - som de syntes var acceptable. Blandt medlemmerne af den katolske kirke i Latinamerika er der derfor store variationer i kendskabet til centrale punkter i den kristne lære. Jesus kan fx, som det er tilfældet blandt Quechua-indianerne i Andesbjergene, have sin plads i en kosmologi, hvor der opereres med flere verdener med dertil hørende guder og ånder.

1800- og 1900-tallet. Uafhængighedskrigene i Latinamerika i 1800-tallet lod en ny gruppe komme til magten: Det landejende hvide indfødte aristokrati, kreolerne. De udgjorde sammen med indvandrere fra Europa det ny borgerskab. Der var et stort spring til samfundets underklasse: De fattige og magtesløse indianere og tidligere afrikanske slaver. I løbet af 1800-tallet førte udviklingen til, at borgerskabets nye, selvstændige republikanske magthavere skilte kirke og stat efter fransk mønster, forbød munkeordener og konfiskerede klostrenes besiddelser. Konservative kræfter inden for aristokrati og borgerskab var imod dette, og da den folkelige kristendom var blevet en stærk social faktor, som det ses fx i tilbedelsen i Mexico af Jomfru Maria fra Guadalupe, var der basis for, at 1900-tallets diktaturer kunne begrunde deres magt med, at de beskyttede kirken og de kristne værdier.

I anden del af 1900-tallet har katolske menigheder, ordener og præster med udgangspunkt i de fattige og magtesløse i samfundet protesteret mod denne sammenkobling af autoritære styrer og den katolske kirke. Der er tale om en græsrodsbevægelse, men den har repræsentanter i det katolske hierarki som fx ærkebispen i Nordøstbrasilien, Dom Helder Camara, og har dannet teologisk skole med udviklingen af befrielsesteologi. Bevægelsen stemte på mange punkter overens med tankerne fra det andet vatikanerkoncil, mens den seneste udvikling i den katolske kirke politisk set er mere konservativ.

I 1900-tallet har urbaniseringen i Latinamerika dannet grundlag for en stærk religiøs dynamik med nye synkretistiske religioner som candomblé og umbanda, og den har skabt stor fremgang for forskellige protestantiske kirker, navnlig pinsebevægelsen. Generelt set har autoritære styrer været tilbøjelige til at lægge hindringer i vejen for eller helt forbyde de første og fremme de sidste, som også ofte har forbindelse med nordamerikanske højreorienterede moderkirker.

LATINAMERIKAS INDIANSKE RELIGIONER må opdeles i de historiske højkulturers religioner i Mesoamerika og de sydamerikanske Andesbjerge, og i skriftløse indianske religioner. Verden anskues som opdelt på forskellig vis i tid og rum, og shamanen, som er den religiøse specialist i nutidens indianske religioner, kan færdes frit i de forskellige verdener befolket af mennesker, ånder, evt. guder og dyr og derved hjælpe menneskene.

De indianske religioner i Latinamerika rummer store variationer, og det er ikke nemt at give et samlet billede. Ikke alene tales der ca. 1500 sprog. Sprogene tilhører også forskellige sprogstammer. Samtidig er der tale om materielt set meget forskellige samfund - fra historiske og nutidige små jæger- og samlersamfund i Amazonasområdet til store historiske centralstater som inkaernes, mayaernes eller aztekernes riger. De indianske religioner i Sydamerika er lige så varierede, som deres sprog og økonomiske og sociale struktur er det - og de kan ikke klassificeres derefter. Alligevel kan nogle fælles temaer anslås.

Verdensbilledet. Skabelsesmyter fortæller om, hvordan verden blev skabt omkring en verdensakse, en axis mundi, og med himmellegemer, der var forvandlede heroer eller dyr. Tvillinger spiller en vigtig rolle i mange af myterne. De legemliggør en todeling, som mere eller mindre udbygget og nuanceret strukturerer samfundet og verdensopfattelsen.

Myterne fortæller om, hvorledes verden blev skabt gennem forskellige tidsaldre. Hver æra afsluttes med en katastrofal begivenhed, en verdensbrand, en oversvømmelse el. lign. Med en sådan cyklisk historieopfattelse er det oplagt, at en del indianere også i dag forudser, at den nuværende verden vil gå under og en ny opstå.

Verden er delt i forskellige lag, ofte tre. Himmelen bebos af fugle, fx ørne. Jorden bebos af mennesker og skovens skabninger, hvor navnlig jaguaren er vigtig. Underverdenen er vandig og bebos af vandskabninger som anacondaen. Dette tredelte univers kan samtidigt deles vertikalt op i 2 aspekter: Et synligt og et usynligt. Den synlige del af verden har et usynligt "modstykke", hvor de dødes sjæle, dyrenes hersker og andre guder (herunder evt. Jesus) optræder. Det er også i det usynlige aspekt, at magten findes.

Shamanen, ritualer. Opdelingen af verden kan genfindes i husene fx hos Waiwaifolket i det nordlige Brasilien. Deres huse er skabt som en slags mikrokosmos. De ritualer, der udføres i huset, udføres da i en slags model af universet, således som det blev skabt i urtiden. Nutid og urtid smelter sammen.

Som det er almindeligt i Latinamerika, er det hos waiwai den religiøse specialist, shamanen, der kan få dette til at ske takket være en lang optræning, hvor han eller hun blandt andet lærer at håndtere euforiserende stoffer. Shamanen kan komme i kontakt med det usynlige aspekt, med magten, og dermed tjene samfundet. Han eller hun hjælper indianerne til en god jagt, god høst eller helbredelse af sygdomme og fører den døde "på plads" i den usynlige verden.Til gengæld får shamaner gaver, hvad der undertiden kan gøre dem meget velstående.

Fødsel, pubertet og død markeres for den enkelte og for samfundet ved overgangsriter. Nogle af de vigtigste riter drejer sig om de døde og om, hvordan man behandler disses ånder. Hos nogle folk optræder kannibalisme i forbindelse med døden. Denne fortæring af den døde i en eller anden form som led i et døderitual har vakt stor opmærksomhed blandt europæere og er blevet brugt som begrundelse for tvangskristningen. Der er forskellige former for kannibalisme strækkende sig fra, at man spiser den dødes kød, til at man efter ligbrændingen maler knogleresterne til mel, som bruges ved brødbagning. Den omhu, der tit udvises omkring knoglerne, minder om den omhu, der blandt mange - også sydamerikanske - jægerfolk udvises omkring fangstdyrets knogler.

I dag. Selv om der kan anslås fælles temaer i Sydamerikas indianske religioner på kryds og tværs af sprog- og kulturområder, giver det mening at lave et skel mellem religionerne i Andesområdet og i Amazonas. Indianerne i Andesområdet udgør en meget større del af områdets befolkning. Mens man regner med, at der i regnskovsområdet nu kun bor 5% af det antal, som boede der omkring 1500, vokser antallet af indianere i Andesområdet i øjeblikket.

Andesområdets indianske religioner rummer i modsætning til regnskovsområdet klart definerede gudeskikkelser. Det gælder både den historiske inkareligion fra 1500-tallet og moderne indianske samfund som Quechua. Også de stadigt overlevende indianske religioner i Mesoamerika som fx Huicholreligionen har klart definerede gudeskikkelser.

Den overvejende del af den indianske befolkning er i dag klassificeret som katolikker. Men der er forskellige grader af, hvor meget indianerne har overtaget af den spanske katolicisme. Gud, Jesus og Jomfru Maria samt helgenerne ændrer karakter og får andre funktioner. Gud kan fx opfattes som solen, og Jesus dyrkes som majskolben. Jomfru Maria fremtræder fx i dyrkelsen af Jomfru Maria af Guadalupe som indiansk og alle guders moder. Ritualer og fester er stort set de samme som i tiden før Columbus, men organiseres normalt efter den kristne kalender foruden efter naturens gang. Ved agerbrugsritualerne er det ikke præsten, men derimod shamanen, der træder i funktion.

I denne opslagsbog er det kun muligt at nævne nogle ganske få af alle de mange latinamerikanske indianske religioner. Valget er foretaget for at illustrere forskellige religionstyper og med en skelen til dansk materiale.

LATINAMERIKAS NYE RELIGIONER kan deles op i religioner, som har henholdsvis indianske, afrikanske og kristne rødder. Det er karakteristisk, at mundtligheden og ritualerne spiller en central rolle, og at de nye religioner blander træk fra forskellige traditioner (synkretisme) samtidig med, at de genopdager og genopliver det religiøse udgangspunkt i fx Afrika. Et centralt led i dem alle er ritualer med åndebesættelse. I og med at de latinamerikanske religioner, som det gælder for mange skriftløse folks religioner, er blevet et forskningsområde for antropologer og religionshistorikere, er mange traditioner blevet sat på skrift, ligesom forskningen har virket tilbage på religionernes udøvere og intellektuelle.

Indianske. Mange nye indianske bevægelser bygger på de traditionelle indianske millenaristiske myter om forskellige verdensaldre, kombineret med tanken om kulturbringeren som frelserskikkelse i stil med Kristus. De er normalt ret kortlivede, selv om der er eksempler på bevægelser, som har levet i lang tid. Det gælder fx Hallelujareligionen i Guyanas bagland og det nordlige Brasilien. Her havde mødet med anglikansk mission i 1800-tallets anden halvdel skabt en række paradisforventninger og forhåbninger til en kulturbringer/frelser. Shamaner og profeter fik visioner, hvor bønner og salmer blev åbenbaret. Således opstod en millenaristisk religion med vægt på bøn og moralsk disciplin og en hellig landsby, et Nyt Jerusalem, som stadig er mål for valfart.

Afrikanske. De afrikanske slavers efterkommere i Caribien og i Sydamerika, især Brasilien, bragte deres religion med sig, da de fra 1500-tallet til op i 1800-tallet blev fragtet over Atlanten. Siden slavetiden har disse religioner dannet basis for en række nye religioner og for forskellige uafhængige kristne kirker. De forskellige bevægelser adskiller sig blandt andet ved de ånder, medlemmerne lader sig besætte af, og ved den brug, de gør af åndebesættelserne. I fx umbanda fungerer de besatte som medier, der råder og vejleder de folk, som konsulterer dem.

I nogle af de ældste bevægelser optræder især de døde oprørske slaver og andre forfædre som besættelsesånder. Den kristne Gud og Jesus spiller en minimal rolle som fjerne og utilgængelige skikkelser. I vodu, der opstod på Haiti i 1700-tallet blandt de afrikanske slaver fra forskellige egne af Afrika, dyrkes en række kristne helgener. Gud er den almægtige og styrer verden sammen med Jesus og Helligånden. De centrale kræfter og de ånder, der besætter folk, er stadig skikkelser, der er hentet i den afrikanske tradition.

De afro-brasilianske nye religioner i byerne langs Brasiliens kyst kan deles i tre forskellige hovedretninger. Der er candomblé, som lægger vægt på den afrikanske baggrund, og macumba, som er nært beslægtet hermed, men har en bredere afrikansk baggrund og samtidig er inspireret af europæisk folketro og indiansk helbredelsespraksis. Og så er der umbanda, der dukker op i 1920'erne. Den bygger på de to førstnævnte, men rummer desuden træk fra den hvide overklasses og middelklasses europæiske spiritisme, herunder tanker om karma og reinkarnation.

Forhold til kristendom. De uafhængige indianske eller afroamerikanske kirker har ofte en tilknytning til pinsebevægelsen eller til baptisterne. Det gælder fx for Spiritual Baptists i Trinidad. Kirken stammer fra 1900-tallets begyndelse, men har været undertrykt indtil 1951. Den betragtes som en fundamentalistisk kirke uden struktur og teologi, et underklassefænomen. Men i 1980'erne blev kirken anerkendt både som del af et større baptistisk fællesskab og som tilknyttet det regionale råd for kirkeligt samarbejde. Kirkerummet er præget af, at der skal kunne danses. Under dansen kommer Helligånden - aldrig afrikanske guder - over de dansende, der råber. En del af kirkens medlemmer er samtidig medlemmer af den lokale Shangokult, hvor deltagerne bliver besat af de vestafrikanske orishaer, først og fremmest Shango, der er tordengud i yorubareligion.

Der er også en del afroamerikanske bevægelser, der bevidst søger tilbage til Afrika, til den hebraiske bibels tale om Israels tabte stamme og til jødiske religiøse former og således lægger afstand til kristendom. Et eksempel herpå er Rastafaribevægelsen fra 1930'erne. Den dyrker den etiopiske kejser som den sorte races frelser, dens Messias.