Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Leeuw, Gerardus van der

1890-1950. Hollandsk teolog og religionshistoriker, fra 1918 og frem til sin død ansat ved universitetet i Groningen, i 1950 valgt til præsident for den da nyligt stiftede International Association for the History of Religions (IAHR); grundlægger af religionsfænomenologien som selvstændig videnskabelig disciplin.

Van der Leeuw anså religionsfænomenologi som en disciplin, hvor de sammenlignende studier af vidt forskellige religioner skulle munde ud i en øget viden om "religionens væsen". Fokus var dermed forskudt fra den interesse i religion, der med udgangspunkt i evolutionisme siden midten af 1800-tallet havde kredset om spørgsmålet om religionens oprindelse. For van der Leeuw var religion først og fremmest menneskets oplevelse af sin eksistens, og de forskellige religiøse udtryk såsom fx ritualer, myter og forestillinger er dermed blot ydre manifestationer af det, som

de sammenlignende religionsstudier egentlig har som objekt: Den religiøse oplevelse.

I sit hovedværk "Phänomenologie der Religion" (1933, ny udgave 1956) systematiserede van der Leeuw hovedresultater fra en lang række af sine tidligere artikler og bøger. Som princip for systematiseringen valgte han forholdet mellem på den ene side religionens objekt, "magten" eller Gud, og på den anden side religionens subjekt, mennesket. Hans metode indebar en isolering af det specifikt religiøse i de enkelte religiøse fænomener. Det var hans opfattelse, at et religiøst fænomen måtte studeres med liebhaverens professionelle sympati, i en art intellektuel genoplevelse af den bagvedliggende religiøse oplevelse.