Fænomenet lidelse præsenterer al filosofisk og religiøs tænkning for et problem, fordi lidelsen rejser spørgsmålet om meningen med livet. Filosofisk er den centrale problemstilling, hvor det onde kommer fra. Religiøst fører lidelsesovervejelserne let over i det såkaldte teodicéproblem: Hvis Gud er almægtig og kærlig, hvordan kan det så forklares, at der er lidelse i verden?
I Det Gamle Testamente opfattes lidelse først og fremmest som straf for synd. Det gælder både for individet og for Israels folk. Hele Israels historie er i vigtige dele af Det Gamle Testamente fortalt ud fra den grundopfattelse, at så længe folket overholder pagten med Jahve, har det medgang, mens frafald straffes med lidelse og ulykke.
Andre tekster kredser om spørgsmålet om de uskyldiges lidelse, der enten forklares som dæmoniske, dvs. gudsfjendtlige kræfters angreb på mennesket, eller Guds prøvelse eller lutring af de fromme.
I Det Nye Testamente arbejdes der også med lidelsens problem, men ikke i et forsøg på at give et teoretisk svar på problemet. I stedet forkyndes det, at Guds kærligheds magt sætter sig igennem i afmagt, og i beretningerne om Jesu holdning til de lidende udtrykkes den opfattelse, at Gud kæmper imod lidelsen, idet han lider med sin skabning. Tanken om, at lidelsen skulle være retfærdig straf for menneskets synd, afvises derimod direkte flere steder.
Angående opfattelsen af lidelsen i buddhismen, se duhkha.