Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

lidelseshistorien

Den del af evangeliefortællingen som beretter om Jesu lidelse og død, og som fortælles i slutningen af alle fire evangelier. Der er i store træk overensstemmelse mellem evangelisternes gengivelse af lidelseshistorien. Lidelseshistorien skal dog kun i begrænset omfang ses som en historisk beretning om processen imod Jesus og domfældelsen af ham. Hovedsagen i disse beretninger er, som i evangelierne i det hele taget, forkyndelsen og den teologiske tydning af Jesu død som et frelsende sonoffer.

Det er en fælles tendens i de fire versioner af lidelseshistorien at nedtone Pilatus' og romernes ansvar for Jesu død og tilsvarende at gøre jøderne hovedansvarlige. Denne tendens strider imod det faktum, at Jesus blev henrettet ved korsfæstelse (romersk henrettelsesmetode), og kan derfor nok ses som et udslag af bestræbelser på at gøre evangeliet acceptabelt i Romerriget ved at understrege, at kristendommen ikke var statsfarlig men en bevægelse, der var i opposition til de toneangivende retninger i jødedommen.

Lidelseshistorien fremtræder desuden i alle evangelierne som bygget op over et skelet af citater fra Det Gamle Testamente, hvormed det skal godtgøres, at begivenhederne forløb i overensstemmelse med Guds plan. Det siges dermed, at Jesu lidelse og død hverken var et nederlag eller en fiasko, men en frelseshistorisk nødvendighed.

Lidelseshistorien var den del af evangelierne, som først fik en fast form, og man kan med nogen ret betegne evangelierne som passionshistorie med udførlig indledning, hvilket må forklares ud fra det forhold, at Jesu lidelse og død (sammen med opstandelseshistorien) var det centrale indhold i den tidligste kristne forkyndelse.