Billed- eller sammenligningsfortælling der gennem en anskuelig historie belyser religiøse og etiske problemstillinger.
I Bibelen forekommer der lignelser blandt andet i Det Gamle Testamentes profetbøger og i evangelierne i Det Nye Testamente.
Jesu lignelser i evangelierne hører til de mest kendte af denne kategori af fortællinger. Jesus brugte lignelserne som illustration af sin forkyndelse om Guds rige og som forsvar for denne forkyndelse over for sine modstandere, først og fremmest farisæerne og de skriftkloge. Der er udbredt enighed blandt evangelieforskere om, at vi netop i lignelserne er tæt på den historiske Jesus' forkyndelse.
Efter opstandelsestroens opståen blev det koncentrerede budskab om den opstandne Kristus mere og mere det centrale indhold i forkyndelsen, og i den situation opstod der et behov for at forstå Jesu ord på en måde, som gav mening i den nye situation. Det førte tilsyneladende til, at Jesu lignelser blev opfattet som dunkel gådetale, der kun var tilgængelig for de indviede (menigheden). Lignelserne blev nu læst som illustration af Jesu frelseshistoriske rolle. Men med denne forskydning ændrer fortællingerne også karakter fra at være enkle historier til at fremtræde som allegorier, hvor de enkelte træk ses som symboler for en virkelighed af en anden art. Fortællingerne siger ét, men handler i virkeligheden om noget andet, som man kun kan få indsigt i, hvis man kender nøglen til udlægningen af disse mange symboler. Tendensen til allegorisering af lignelserne gør sig gældende allerede i evangelierne, se fx Markus 4, hvor lignelsen om sædemanden v.1-9 får en allegorisk udlægning i v.13-20, endda således, at den allegoriske udlægning tillægges Jesus selv.