Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

lila

Sanskrit "leg". I hinduismen forstås lila som guddommelig, spontan leg. Begrebet er specielt tilknyttet guden Krishna og hans guddommelige leg med hyrdinderne, som det beskrives i helligbøgerne puranaerne. Her forbindes lila med Krishnas fløjte, som han tryllebinder alle med.

Symbolsk skal denne guddommelige leg ses som et udtryk for bhakti, hvor man netop hengiver sig i kærlighed til sin gud, som Krishna i puranaerne selv fremkalder og tager til sig.

Lila refererer også til guden Vishnus skabelse, opretholdelse og ødelæggelse af verden, der blot skal ses som en guddommelig leg.

Lila er centrum for de to fester Raslila og Ramlila. I Raslila, der er forbundet med Krishna, optræder man normbrydende og spontant, en befrielse for dagliglivets stivhed. I Ramlila, der er knyttet til guden Rama, forbinder man lila med skuespil, og man opfører dele af Ramayana som en tilbedelseshandling.