Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

liminalitet

En betegnelse for tilstanden i et rituals liminale fase. Den er kendetegnet ved, at ritualets objekt, den eller det som ritualet tænkes at virke på, er ustabilt og ikke klart afgrænset fra omgivelserne. Det befinder sig i overgangen mellem sin tidligere og sin kommende tilstand og sammenhæng. I ritualet er liminalitet et virkemiddel. For at overgangen kan finde sted, må objektet netop blive ustabilt eller blødt. Det skal være som ler i ritualets hænder, men derved bliver det også sårbart, og overgangen må foregå under omhyggelig rituel kontrol.

Liminalitet er især beskrevet af den britiske antropolog Victor W. Turner, som fremhæver en række typiske udtryk for denne tilstand: 1. Antistruktur, dvs. alle slags udtryk for at de faste strukturer, der findes i begge ender af den rituelle proces, er ophævet: Der er vendt op og ned på tingene, fx i karnevalsagtige optrin, hvor mænd går i kvindeklæder, småfolk råber ukvemsord om kongen eller andre højtstående personer, regler der plejer at gælde er sat ud af kraft, alt kan ske. 2. Communitas, dvs. social antistruktur hvor rangforhold og andre skel mellem mennesker erstattes af en oplevelse af fundamental, forskelsløs enhed. Turner ser communitas og i det hele taget liminalitet ikke blot som en rituel formalitet, men også som en antropologisk eller socialpsykologisk nødvendighed. Han påpeger, at tilstande og handlinger af samme art som dem, der karakteriserer ritualers liminale fase, også forekommer uden for egentlige ritualer, fx i pilgrimsfærd og i moderne kunst og subkulturelle livsformer. Sådanne "quasi-liminale" foreteelser kalder Turner liminoide fænomener.