1910-1988. Dansk teolog, professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet fra 1944-1980. Indledte i 1950'erne en intensiv udforskning af 1800-tallets vækkelsesbevægelser. En fremtrædende repræsentant for eksistensteologien i dansk teologi og kirkeliv.

Med bogen "Vækkelser og kirkelige retninger" fra 1951 og senere med bind 7 af "Den danske kirkes historie" skabte Lindhardt røre med sine afsløringer af intriger og stridigheder i forbindelse med dannelsen af "Kirkelig Forening for Den Indre Mission i Danmark". Heftigt røre blev der ligeledes om bogen "Det evige liv" fra 1954, hvor Lindhardt i overensstemmelse med eksistensteologien og afmytologiseringen hævdede, at vi intet sikkert kan sige om et liv efter døden. Lindhardt var en meget søgt prædikant ved de gudstjenester, han som hjælpepræst holdt i Vor Frue Kirke i Århus.