Kaldes også logisk empirisme eller nypositivisme, en fremtrædende retning i 1900-tallets filosofi; opstod i Tyskland og Østrig i 1920'erne og fik siden i kraft af immigration fra disse lande sit centrum i USA. Den logiske positivisme gør op med den opfattelse, at filosofi alene gennem tænkning kan nå til erkendelse af verden, idet den også tilkender sanseerfaringen værdi som en vej til gyldig erkendelse.

Spekulative påstande om virkeligheden, altså metafysiske udsagn, er ifølge positivismen hverken sande eller falske, men meningsløse. Sætninger, der siger noget om verden, er kun sande, hvis de gengiver sanseerfaringer. Etikkens sætninger er ifølge de logiske positivister meningsløse, altså hverken sande eller falske, men tjener alene til at udtrykke og vække følelser og holdninger.