(1927-1998). Tysk sociolog og filosof der er mest kendt for sin systemteori, som skelner imellem det enkelte system og omverdenen, hvor det enkelte systems autopoiesis (selvberoenhed) understreges. Således udgør det enkelte system, der skal forstås som en samling af elementer, der relaterer sig til hinanden, en helhed i sig selv. En pointe er, at det enkelte system lukker sig om sig selv, før det kan åbne sig kommunikativt over for andre og for omverdenen. Luhmann kan kaldes for neofunktionalist.

Luhmann bruger primært sin systemteori til at beskrive sociale fænomener i det moderne samfund, som han netop skildrer som uddifferentieret, dvs. opsplittet i forskellige delsystemer, der i sig selv er selvstyrende og selvberoende. Som eksempel kan nævnes økonomi, politik, videnskab, retsvæsen, kunst og religion, der hver især anskues som forskellige sociale systemer med hver sin kommunikationskode. Dvs. sprogbrugen er forskellig i de enkelte systemer, hvorved de forholder sig selektivt til de andre systemer. Karakteristisk for det moderne samfunds udvikling er det, at de enkelte systemer afgrænser sig mere og mere i forhold til hinanden, hvorved en central styring bliver sværere og sværere at etablere. Det betyder ikke, at de enkelte systemer ikke forholder sig til hinanden, men at de forholder sig agtpågivende over for hinanden. Fx betyder det ikke, at politik ikke beskæftiger sig med religion, men at den gør det ud fra politiske og ikke religionens præmisser. Det har fået Luhmann til at skildre det moderne samfund som en hjerne, der er opdelt i en række selvstyrende områder, hvor imellem der foregår en mængde koordineret aktivitet, men uden at der findes en ovenstående koordinator.