Gads religionsleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W Y Z Æ Ø

Luther, Martin

1483-1546. Tysk teolog og reformator. Studerede oprindelig jura, men blev optaget i augustinereremitternes strenge munkeorden. Præsteviet 1507. Dr. teol. 1512 og professor i bibelsk eksegese ved universitetet i Erfurt. Udviklede i årene herefter en kristendomsforståelse, der radikalt afveg fra den herskende katolicisme, som Luther kritiserede offentligt fra 1517 og brød endegyldigt med efter rigsdagen i Augsburg i 1530.

Luther udvikler på tre væsentlige områder en kristendomsforståelse, der afviger stærkt fra katolicismen:

1. I kirkesynet og spørgsmålet om autoriteten i kirken,

2. i synet på gudstjenesten og sakramenterne,

3. i etikken, eller spørgsmålet om den kristne livsførelse.

Kirken er "ordets rum" og bygger på det almindelige præstedømme. Kirken er ikke forstået institutionalistisk, byggende på et embedshierarki, men funktionalistisk. Den er der, "hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret", og enhver, der er døbt, er ved dåben "viet til præst, pave og biskop", og det er derfor alene en praktisk foranstaltning, at det overlades til nogen at varetage det særlige præstedømme. Det udvælges de til af menigheden, hvorfor biskoppen i en luthersk præsteordination handler på menighedens og ikke på Guds vegne.

Sakramenterne er luthersk forstået ikke mystisk-magiske handlinger, der bringer særlige overnaturlige kræfter til udfoldelse, men tegn eller synlige ord, som tydeliggør, hvad det er for en gave, der rækkes mennesker i evangeliets ord, og på den baggrund vælger Luther kun at bevare to af den katolske kirkes syv sakramenter (dåb og nadver). Mennesket retfærdiggøres eller frelses alene ved troen på evangeliets ord. I gudstjenesten tjener Gud mennesker med sit ord, og det forholder sig ikke omvendt, at mennesket tjener Gud ved ofringer og ritualer.

Den kristne livsførelse er derfor heller ikke kendetegnet ved et liv i en særlig religiøs sfære som i den katolske klosteretik, men livet i kald og stand ved næstens side. Gode gerninger er alene de gerninger, der gavner næsten, og som udføres, fordi Gud har påbudt dem, og som udspringer af glæde og taknemmelighed over, at Gud ved at sende Kristus til verden har gjort det for mennesker, som er nødvendigt til deres frelse.

De her refererede reformatoriske tanker udviklede Luther allerede i de såkaldte reformatoriske hovedskrifter fra 1520: "Om de gode gerninger", "Til den kristelige adel", "Om kirkens babyloniske fangenskab" og "Om et kristenmenneskes frihed".