En systematisk og argumenterende fremstilling af en religions grundlæggende forestillinger og antagelser i deres konsekvenser for menneskers liv og religiøse praksis. Læren kan udmunde i leveregler (etik), i tanker om samfundets rette orden, i regler for den religiøse praksis og i formuleringer af veje til frelse (soteriologi). De enkelte grundsætninger i en lære kaldes navnlig i kristen tradition dogmer.
Det er først og fremmest ved sin eksplicit systematiserende og argumenterende karakter, at læren adskiller sig fra andre religiøse udtryksformer. I myter og ritualer kan fx en kulturs eller en religions klassifikationssystemer og grundlæggende betragtningsmåder komme til udtryk, og hele verdensbilleder kan fremstilles i mytens fortællende form og i ritualets dramatiske form. Myter og ritualer kan da siges at indeholde en implicit lære. Men den eksplicitte lære antager en forpligtende og universel karakter. Udarbejdelse af mere omfattende religiøse lærebygninger hænger ofte sammen med tilstedeværelsen af flere religioner i samme geografiske rum eller med samfundsændringer, hvorunder en religiøs tradition mister sin selvfølgelighed. Sådanne forhold øger behovet for argumentation og i det hele taget reflektion over traditionens grundlag og gyldighed.
I nutiden er de hastige samfundsændringer og den kulturelle og politiske globaliseringsproces en udfordring for de religiøse traditioner. Globale debatemner som miljø, menneskerettigheder, kønsroller har således medført nye læremæssige udmøntninger af buddhistiske, kristne og islamiske traditioner. Også såkaldte naturfolks religiøse traditioner udmøntes i et vist omfang som lære, ofte i en argumentation for en traditionel levevis' værdier, etnisk selvbestemmelse el. lign.