1905-1981. Dansk teolog. Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet 1943-75. Fremtrædende repræsentant for den såkaldte skabelsesteologi og for den ontologiske etik eller livsytringsetikken.

Løgstrups skabelsesteologi er udformet i et opgør med eksistensteologien og Søren Kierkegaard og bygger på inspiration fra såvel Luther som Grundtvig. Den afgørende pointe i Løgstrups kristendomsforståelse er, at der på trods af syndefaldet stadig er sandhed og godhed i menneskelivet, også hvis man ser bort fra Kristus og den åbenbaring, der er knyttet til ham. Der er fænomener i tilværelsen, som vi bæres og næres af, som hører skabelsen til, og som synden ikke har udraderet.

I etikkens sammenhæng fører dette til fremhævelsen af de spontane eller suveræne livsytringer som det, etikken kan bygge på, når det gælder om at skelne mellem det gode og det onde. Denne skelnen er der i forvejen som noget, der hører naturen til, som noget før-kulturelt der viser sig i tilværelsen, og som kan beskrives ved en fænomenologisk analyse, dvs. en analyse der tager sit udgangspunkt i den forståelighed, fænomenerne har forud for enhver videnskabelig forklaring, altså sådan som de fremtræder umiddelbart, og sådan som de beskrives i dagligsproget. Etikken er hos Løgstrup ontologisk (den har med selve værens væsen at gøre), idet den er forankret i tilværelsens grundvilkår. Den etiske fordring udspringer af det faktum, at vi har magt over hinandens liv og lykke. Vi lever i interdependens, gensidig afhængighed.