Maasaierne er et hyrdefolk på ca. 300.000 mennesker, der bor omkring Rift Valley i Kenya og Tanzania. Som hos andre kvægnomader i Afrika er gudstroen og -dyrkelsen det centrale.

Maasaierne er opdelt i politiske og territoriale enheder samtidig med, at de er bundet sammen af slægtskabsbånd og aldersgrupper. Kvæget spiller en helt central rolle og er maasaiernes basisføde. Som andre kvægnomader er maasaierne i dag trængt. Store dele af det område, de traditionelt har vandret i, er blevet inddraget til landbrug eller til vildtreservater.

Gudsopfattelse. Maasaierne er entydigt monoteistiske og skiller sig her ud fra de omkringboende bantutalende folk, der er agerbrugere, og for hvem forfædrene spiller en central rolle. Gud benævnes enkAi (Ngai), et udtryk som, når det bruges substantivisk, betyder himmel, regn og gud. Gud opfattes både i menneskelig skikkelse, som naturelement og panteistisk.

Gud er først og fremmest skaberen. Han skabte mennesket, marken, kvæget og samfundet. Alle mennesker - sorte, hvide, lysebrune - er børn af det første menneskepar, han skabte. Vigtigst er dog, at maasaiernes klaner er direkte efterkommere af parrets børn og bærer disses navne. Senere sendte enkAi kvæget ned til mennesket. Et andet folk havde chancen for at få det, men forpassede den, og det blev således maasaierne, som Gud gav kvæget til. Derfor har maasaier kunnet legitimere deres togter mod fx kikuyuerne for at frarøve dem deres kvæg. I disse mytiske fortællinger berettes om Gud i en menneskelig form, mens han i udlægninger af myten og i filosofiske samtaler mellem de ældste fremtræder langt mere panteistisk. I de omfattende hymner fremtræder enkAi ofte i skikkelse af naturelementer.

Ritualer. Maasaiernes gudsdyrkelse er centreret omkring årstidsriterne, fx ved regntidens begyndelse, og omkring overgangsriter, der markerer stadierne i et menneskes liv. Omskærelse for både drenge og piger er et led i pubertetsritualerne. Normalt fremføres ved disse lejligheder de tit meget lange hymner, hvor Gud lovprises, som vekselsang af kvinder, ledsaget af vuggende kropsbevægelser og rituelle aktiviteter. Gudsdyrkelsen kommer også til udtryk gennem bøn, som når en anset person hver morgen med ansigtet mod solen reciterer en bøn til enkAi, hvor denne optræder med menneskelige egenskaber.

Ikke alene solen, men himmellegemerne generelt er genstand for mytisk og rituel interesse. Det samme gælder bjerge og kæmpestore figentræer. De optræder som medier, hvorigennem offer og bøn når frem til enkAi. Figentræet indtager en særlig rolle. Man går rundt om det, brænder vellugtende træsorter og kødofre af under det, hænger fx græs i grenene og stænker det med mælk og honningvin. Træets højde forbinder det med himmelen, men samtidig ligner det et menneske med frugter, der sidder parvis og kan minde om øjne, luftrødder som arme og hænder og stammen som krop. Skærer man i træet, kommer mælkehvid saft ud. Rødderne kan sammenlignes med fødder. Man kan bede til enkAi hvorsomhelst, men foretrækker normalt at gøre det ved et af de kæmpestore figentræer.