Græsk mageia. Oprindeligt en betegnelse for visse persiske præsters, magernes, praksis og et polemisk udtryk for vidtløftig og betænkelig helbredelsespraksis. I europæisk religionsforskning kom ordet især til at betegne ritualer med konkrete mål som helbredelse, afværgelse af fare, forvandlinger m.m.

I jødedom, kristendom og islam er principielt kun bøn til rådighed for mennesket i sådanne anliggender, og magi sås både i disse religioner og i religionsforskningen i et modsætningsforhold til religion. Det er imidlertid i praksis meget vanskeligt at skelne nøje mellem konkrete og religiøse mål og mellem tillid til ritualers virkning og den bedendes tillid til Guds hjælp. I erkendelse af, at magi først og fremmest er religionernes egen betegnelse for en praksis, de ønsker udskilt som forbudt eller stærkt betænkelig, er kategorien nu i vidt omfang gledet ud af religionsforskningens fagterminologi.

I moderne europæisk religiøsitet, i nye religioner og i de store religioners periferi kan begrebet magi imidlertid optræde med positiv betydning af noget alternativt og spændende.